Læs om reglerne for indregning og værdiansættelse af tilgodehavender fra varer og tjenesteydelser.
Tilgodehavender fra varer og tjenesteydelser er endnu ikke modtagne betalinger for varer og ydelser, som er leveret af institutionen.
Det er et krav, at indtjeningsprocessen er fuldført før det fulde tilgodehavende indregnes, dvs. at ejendomsretten til varen eller tjenesteydelsen er overført til køber.
Tilgodehavender fra salg af varer og tjenesteydelser indregnes, når varen/ydelsen er leveret. Levering er sket, når institutionen har overført de væsentligste risici og fordele tilknyttet ejendomsretten over varen eller tjenesteydelsen til køber.
Alle kreditnotaer der vedrører fakturerede indtægter indregnes. Kreditnotaer, der er udstedt i supplementsperioden indregnes i gammelt år, mens kreditnotaer udstedt efter regnskabsårets afslutning (dvs. regnskabsåret er lukket) indregnes i nyt år, uanset at indtægten er optjent i gammelt år.
Tilgodehavender fra salg af vare- og tjenesteydelser værdiansættes til kostpris.
Nedskrivningen foretages ved at indregne et forventet tab i regnskabet, når fordringer overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Det forventede tab beregnes på baggrund af oplysninger fra Skatteministeriet om de overdragne fordringers reelle værdi.
For fordringer, der ikke er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, er der ikke noget krav om nedskrivning til forventet tab, med mindre at inddrivelsen vil være forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger eller konstateret udelukket, f.eks. på baggrund af et konkursdekret.
Alle tab på debitorer skal dokumenteres.
Læs mere om kontering af tilgodehavender fra varer og tjenesteydelser i statens kontoplan
ØAV er en samling af alle Finansministeriets bevillings- og regnskabsregler samt Statens kontoplan.