Nedskrivninger, debitorer

Regler for nedskrivninger på tilgodehavender og udlån.

Ifølge regnskabsbekendtgørelsen skal tilgodehavender og udlån nedskrives, når det ikke er sandsynligt, at hele eller dele af fordringens bogførte beløb modtages (jf. § 26 stk.2, pkt. 5).

Der er hermed et krav om, at tilgodehavender og udlån nedskrives, når der er en forventning om, at debitorer ikke vil eller kan betale deres gæld, desuagtet at fordringerne fortsat er retskraftige.

Som indregningskriterium for, hvornår der skal foretages en nedskrivning til forventet tab, anvendes tidspunktet, når fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden.

Værdiansættelsen af forventet tab foretages ud fra Skatteministeriets kursværdi-model for offentlige restancer. Institutionerne modtager periodisk oplysninger om de aktuelle kurser og kursværdier for deres restancer, hvorpå det forventede tab registreres i regnskabet.

Da indregningen af det forventede tab er baseret på et skøn, korrigeres regnskabet, når der er konstateret et faktisk tab, eller restancen er opkrævet. I det tilfælde registreres det faktiske tab eller den faktiske opkrævning, samtidig med at det forventede tab tilbageføres.

For fordringer, der ikke er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, er der ikke noget krav om nedskrivning til forventet tab, med mindre inddrivelsen vil være forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger eller er konstateret udelukket, f.eks. på baggrund af et konkursdekret. Læs reglerne for nedskrivning i ”Vejledning om den regnskabsmæssige håndtering af tilgodehavender og udlån”.