Opbygningen af den statslige kontoplan

Den statslige kontoplan består af bevillingskontoplanen, Statens kontoplan og interne kontoplaner

Bevillingskontoplanen

Den kontoplan der benyttes i bevillingslovene er opbygget omkring 10 cifre, hvoraf de 8 første cifre angiver bevillingernes fordeling på område og formål, mens de 2 sidste cifre angiver bevillingernes fordeling på art (standardkonti).

Hver standardkonto er i regnskabsmæssig sammenhæng specificeret med yderligere 2 cifre, jf. Statens kontoplan.

Bevillingskontoplanen kan skematisk opstilles på følgende vis:

Ændringer af bevillingskontoplanen bør kun foretages ved væsentlige forandringer og skal forelægges Finansministeriet.

Statens kontoplan

Statens kontoplan er en fælles kontoplan for alle institutioner, der anvender de statslige regnskabsregler, og er en betegnelse for den 4-cifrede økonomiske artsopdeling (standardkonto+specifikation), der anvendes i forbindelse med institutionernes regnskabsføring.

I modsætningen til bevillingskontoplanen, der anvendes til at specificere finanslovens bevillinger på formål - via opdelingen på paragraffer hovedområder, aktivitetsområder, hovedkonti og underkonti - anvendes statens kontoplan til at angive, hvorledes statens udgifter og indtægter fordeles på art.

Standardkontiene (1.-2. ciffer i Statens kontoplan) kan ikke anvendes til registrering af forbrug, men anvendes alene til registrering af bevillingstal. Herudover vil standardkontiene finde anvendelse som automatisk dannede sumkonti for udmelding af registreret forbrug på de underliggende konti.

I forbindelse med regnskabsføringen er anvendelse af alle 4 cifre i Statens Kontoplan obligatorisk og må ikke fraviges.

Strukturen i Statens kontoplan

Hovedprincipperne for strukturen i Statens kontoplan er følgende: 

Kontoplanens strukturering og nummerering følger så godt som muligt klassificeringen af de forskellige regnskabsposter i årsrapporten for en almindelig institution.

Resultatopgørelsen er opdelt i tre grupper: 

• Standardkonto 10-29 Driftsposter, hvor indtægter og omkostninger følger en traditionel driftsøkonomisk resultatopgørelse. For omkostningsbaserede bevillinger budgetteres og regnskabsføres hovedsageligt på disse standardkonti.
• Standardkonto 30-34 Overførselsindtægter, hvor skatter og andre indtægter uden modydelse registreres.
• Standardkonto 40-49 Overførselsudgifter, hvor tilskud og andre udgifter uden modydelse registreres.

Balancen består af:

• Standardkonto 50-69 Aktiver
• Standardkonto 70-99 Passiver, hvor standardkonto 70-74 udgør egenkapitalen

Interne kontoplaner

Hvor Statens kontoplan danner rammen for den eksterne regnskabsaflæggelse (statsregnskabet), danner den interne kontoplan rammen for fremstilling af økonomiinformation til interne styringsformål.

Den interne kontoplan kan i sin opstilling af artskontiene have en anderledes opbygning og dybere specifikation end statens kontoplan. Samtidig kan institutionen supplere artskontoplanen med en række uafhængige dimensioner, som beskriver f.eks. transaktionernes tilknytning til formål og produkter. Den interne kontoplan opbygges dog inden for en ramme, der sikrer en entydig bro til statens kontoplan, således at institutionen altid kan levere de nødvendige regnskabsoplysninger til statsregnskabet.

Ved opbygningen af en intern kontoplan skal institutionen først udvælge de arter, som er relevante for institutionens regnskabsmodel. I tilknytning hertil kan den frit specificere arterne (med op til 6 yderligere cifre) samt oprette en række uafhængige dimensioner til beskrivelse af de enkelte transaktioner.