Læs om reglerne for den regnskabsmæssige håndtering af nationalejendom.
Ved nationalejendom forstås unikke, bevaringsværdige og fredede bygninger af selvstændig kulturhistorisk værdi (fx slotte og ruiner) samt kunstgenstande, hvor de bevarings- og dispositionsmæssige beføjelser eller restriktioner i relation til udførsel af anlægs- eller bygningsvedligeholdelse normalt varetages af andre myndigheder end institutionen selv. Hvorvidt en ejendom klassificeres som nationalejendom afhænger dels af ejendommens karakter, dels af de dispositionsmæssige beføjelser den enkelte institution har i relation til selv at udføre bygnings- og vedligeholdelsesarbejder.
Nationalejendom betragtes ikke som en ressource for virksomheden, men snarere som et betroet aktiv, og værdiansættes til kr. 0 på balancen. Der foretages således heller ikke afskrivning på sådanne aktiver, da der ikke finder en traditionel værdiforringelse sted for sådanne aktiver.
Anskaffelse af nationalejendom bevillingsfinansieres normalt på en anlægsbevilling.
De ressourcer institutionen afholder over sin driftsbevilling til almindelig drift og vedligeholdelse af nationalejendom regnskabsføres efter registreringsprincipperne for driftsbevillinger.
Nationalejendom registreres på balancen. Indregning af nationalejendom sker på anskaffelsestidspunktet til kostpris og i forbindelse med årsafslutning foretages regulering til den særlige værdiansættelse.
Nationalejendom værdiansættes til 0 kr. Nationalejendom indregnes til kostpris på anskaffelsestidspunktet og reguleres i forbindelse med årsafslutningen til værdien 0 kr.
Traditionel værdiansættelse giver ikke mening i forbindelse med nationalejendom, da værdien har kulturhistorisk karakter. Derfor skal værdien af nationalejendom opgøres til nul på balancen. Trods dette skal nationalejendom registreres i anlægskartoteket for at synliggøre statens besiddelse af aktiver i denne kategori.
Registrering af nationalejendom i anlægskartoteket vil også bidrage til en mere ensartet håndtering af bl.a. statslige bygninger, uanset hvilken kategori de hører under. Den vil samtidig synliggøre tilgange og afgange i forbindelse med statslige bygninger uafhængig af, hvilken bevilling de finansieres af, og om hvorvidt de finansieres af donationer.
Regnskabsmæssig registrering af nationalejendom sker på den relevante anlægskonto. I forbindelse med årsafslutning reguleres aktivet til værdien 0 kr. på særlige anlægskonti med modpostering på konto 72.11 Reserveret egenkapital.
Læs mere om kontering af nationalejendom i relation til bygninger i statens kontoplan
E-mail: statsregnskab@oes.dk
ØAV er en samling af alle Finansministeriets bevillings- og regnskabsregler samt Statens kontoplan.