Indregning og værdiansættelse af periodeafgrænsningsposter.
Periodeafgrænsningsposter omfatter forudbetalinger for ydelser som endnu ikke er leveret eller igangsat af institutionen samt donationer eller tilskud modtaget til opførsel eller køb af anlægsaktiver.
Institutionen kan fastsætte en bagatelgrænse for, hvornår registrering af periodeafgrænsningsposter skal finde sted. Niveauet skal bygge på en væsentlighedsvurdering, der vil være individuel for den enkelte institution. Det er således afgørende, om beløbets størrelse ændrer det regnskabsmæssige resultat væsentligt. Det er vigtigt, at kontinuitetsprincippet efterleves, dvs. at det samme periodiseringsprincip benyttes konsekvent fra regnskabsår til regnskabsår.
Forudbetalinger (fremtidige indtægter) vedrørende varer og tjenesteydelser, tilskud og donationer mv. indregnes som periodeafgrænsningsposter frem til tidspunktet, hvor modydelsen svarende til forudbetalingen leveres.
Modtagne forudbetalinger (fremtidige indtægter) værdiansættes til pålydende værdi af det modtagne beløb.
Læs mere om kontering af periodeafgrænsningsposter i statens kontoplan
E-mail: statsregnskab@oes.dk
ØAV er en samling af alle Finansministeriets bevillings- og regnskabsregler samt Statens kontoplan.