Bunkning

Bunkning giver institutioner mulighed for at aktivere ensartede anskaffelser af materielle anlægsaktiver med en selvstændig værdi under bagatelgrænsen på 100.000 kr.

Generelt kan anskaffelser af materielle anlægsaktiver under bagatelgrænsen på 100.000 kr., som har karakter af ”bunkeanskaffelser”, indregnes som omkostninger i resultatopgørelsen som straksafskrivning med fuld bevillingsmæssig effekt.

Bunkeanskaffelser er anskaffelser, der kan betragtes som én helhed, uanset om de dækker over flere mindre aktiver.

Bunkeanskaffelser kan desuden benyttes, når følgende betingelser er opfyldt:

  • Den samlede investering består af mange små enkeltaktiver, som samlet set er væsentlige for institutionens opgavevaretagelse
  • Aktiverne opfylder særlige formålsbestemte aktiviteter som er nødvendige for institutionens opgavevaretagelse, drift eller produktion
  • Aktiverne har en længerevarende brugstid, som overstiger 1 år
  • Enkeltaktiverne har en ensartet levetid
  • Det enkelte aktiv har en selvstændig værdi under bagatelgrænsen på 100.000 kr.

Hvorvidt aktivet er væsentligt for institutionens opgavevaretagelse, afhænger ikke kun af aktivets art, men også af formålet med anvendelsen. Inden for energisektoren vil det for eksempel være relevant at bunke målere, da de er væsentlige for opgavevaretagelsen.

Anvendelse af bunkning

Bunkning benyttes generelt ved engangsinvesteringer og ikke til løbende investering i aktiver.

Det kan være, når der sker en større engangsudskiftning af en bestemt type aktiver. Her aktiveres med henblik på at få en bedre periodisering, frem for at indkøbet udgiftsføres straks, hvilket kan give et misvisende billede af omkostningernes størrelse i anskaffelsesåret. Det skal beskrives og synliggøres f.eks. med en særlig nummerering, hvilke aktiver, der indgår i den pågældende bunke.

Brugen af bunkning er også relevant for institutioner, som har særlige formålsbestemte aktiviteter, hvor der indgår mange ensartede aktiver og, hvor det er formålstjenligt, at der kan ske en opfølgning på området.

It-bunker

Som kontoradministrativt it-udstyr bunkes typisk faste arbejdsstationer, bærbare computere, skærme, personlige printere, drev, servere, netværksprintere, scannere, og andet hardware der indgår i institutionens it-installation.

Bunken af kontoradministrativt it-udstyr omfatter også aktiver tilknyttet institutionens it-infrastruktur (netværket), herunder switches og krydsfelter m.m., i det omfang de kan værdisættes som enkeltbestanddele. Institutioner med væsentlige investeringer i it-udstyr har mulighed for at anvende bunkning til aktivering og periodisering af omkostningerne. Ved it-bunker skal afskrivningen foretages ved brug af den lineære metode med en afskrivningshorisont på 3 år, svarende til levetid afsat i ØAV.

Under anvendt regnskabspraksis i årsrapporten skal det oplyses, hvis der foretages bunkning af administrativt it-udstyr under kr. 100.000.

Andre bunker

Benyttes muligheden for bunkning af andre aktiver skal afskrivning ske lineært ud fra levetiderne i ØAV.
Følgende er eksempler på aktiver, der kan bunkes:

  • Laboratorieudstyr
  • Stambesætning
  • Særligt måleudstyr
  • Inventar

Investering i inventar til istandsættelse eller renovering betragtes som en engangsinvestering, som aktiveres mens mindre løbende investeringer i inventar straksafskrives.

Indregning af bunker

Investeringer, der har karakter af bunkeanskaffelser, kan omkostningsføres og dermed straksafskrives i resultatopgørelsen. Der er også mulighed for, at bunke-anskaffelser, der har karakter af engangsinvesteringer, kan aktiveres som et anlægsaktiv i balancen.

Hvis der foretages bunkning, skal bunkerne opgøres kvartalsvist og afskrives lineært.

Institutioner der vælger bunkning skal oprette en ny bunke i anlægskartoteket og ultimo hvert kvartal opgøre kvartalets omkostninger til bunkning. Bunken betragtes herefter som anskaffet ultimo kvartalet og afskrives fra primo efterfølgende kvartal. Opgøres omkostninger til bunkning f.eks. pr. 31/3-2026, skal der afskrives pr. 1/4-2026. Afskrivningsprofiler opsættes ud fra levetiderne fastsat i ØAV.

Når der vælges enten bunkning eller straksafskrivning ved engangsinvesteringer og løbende investeringer skal dette ske konsekvent fremadrettet således, at årsrapporterne er sammenlignelige fra år til år.

Værdiansættelse af bunkeanskaffelser

Bunkeanskaffelser indregnes til kostpris uanset om området håndteres ved straksafskrivning eller aktivering.

Konteringsoplysninger

Følgende kontonumre anvendes i relation til bunkning.

IT-bunkning:
Aktivkonto: 51.72
Modkonto: 95.15 (kreditorsamlekonto)

Andre bunker:
Aktivkonto: Den relevante konto for den pågældende aktivtype, jf. kontoplanen.
Modkonto: 95.15 (kreditorsamlekonto)

Konteringsoplysninger

Følgende kontonumre anvendes i relation til bunkning.

IT-bunkning:
Aktivkonto: 51.72
Modkonto: 95.15 (kreditorsamlekonto)

Andre bunker:
Aktivkonto: Der vælges den relevante aktivkonto for den pågældende aktivtype, jf. kontoplanen.
Modkonto: 95.15 (kreditorsamlekonto)