Egenkapital og særlige statslige balanceposter (70-74)
Kontering af egenkapital og særlige statslige balanceposter
Egenkapitalen er tilknyttet den virksomhedsbærende hovedkonto, og indgår som en del af balancen i virksomhedens regnskab.
Egenkapitalen består af forskellen mellem aktiverne og forpligtelserne og sikrer dermed, at aktiver er lig passiver for balancen som helhed. Egenkapitalen omfatter følgende poster: Reguleret egenkapital, opskrivninger over egenkapital, reserveret egenkapital, udbytte og bortfald samt fri egenkapital.
Reguleret egenkapital er den startkapital, som staten har skudt ind i institutionen. Modposten på balancen til denne startkapital er en statsforskrivning. Værdien af startkapitalen/statsforskrivningen svarer til udsvingsgrænsen for institutionernes akkumulerede negative overskud.
Opskrivninger over egenkapital indeholder opskrivninger på såvel de materielle som immaterielle anlægsaktiver.
Reserveret egenkapital anvendes som modpost til ikke-operationelle statslige aktiver, fx nationalejendom, fredede arealer, infrastruktur eller lignende.
Finansministeriet kan fastsætte, at der skal betales udbytte til staten af det overførte overskud. Endvidere er det ved bevillingsafregningen muligt, at der sker et bortfald af årets resultat.
Den frie egenkapital består af det overførte overskud. Det overførte overskud udgøres af de akkumulerede resultater til videreførelse, der fremkommer ved resultatdisponeringen på resultatopgørelsen.