Overførselsindtægter

Læs om reglerne for indregning af overførselsindtægter.

Overførselsindtægter omfatter skatter og afgifter samt obligatoriske gebyrer, bidrag mv. Endvidere omfattes overførsler fra EU og øvrige lande samt overførsler fra kommuner og regioner samt interne statslige overførsler.

Det er væsentligt at sondre mellem på den ene side ”Interne statslige overførselsindkomster” og på den anden side ”Internt statsligt salg af varer og tjenester”.

Hvorvidt der er tale om overførselsindkomster eller ordinære driftsindtægter afgøres ud fra, om der foreligger en egentlig modydelse til betalingen mellem de to statsinstitutioner. "Interne statslige overførselsindtægter" omfatter således overførsler uden modydelser, mens transaktioner med en egentlig modydelse registreres som ordinære driftsindtægter.

Interne statslige overførsler anvendes ved faste betalingsoverførsler, som er uafhængige af den leverede mængde og kvalitet. Internt statsligt køb og salg anvendes i situationer, hvor betalingen varierer i forhold til den leverede mængde og kvalitet.

Kravet om variation er også opfyldt i situationer, hvor betalingen beregnes i forhold til en fast fordelingsnøgle, såfremt betalingen efterfølgende reguleres i forhold til det faktiske forbrug.

Indregning af overførselsindtægter

Overførselsindtægter indregnes så snart beløbet kan opgøres og senest på betalingstidspunktet. Overførselsindtægter hvis retmæssige modtagelse forudsætter gennemførelse af en nærmere specificeret aktivitet, indtægtsføres i takt med udgiftsafholdelsen til denne aktivitet.

Konteringsoplysninger

Læs mere om kontering af overførselsindtægter i statens kontoplan.

Konteringsoplysninger

Følgende kontonumre anvendes i relation til overførselsindtægt. Følg linkene til kontobeskrivelserne i Statens kontoplan.

30. Skatter og afgifter
31. Overførselsindtægter fra EU
32. Overførselsindtægter fra kommuner og regioner
33. Interne statslige overførselsindtægter
34. Øvrige overførselsindtægter