Bevillingstypen lovbunden bevilling anvendes til lovbundne tilskud, herunder lovbundne investeringstilskud. Lovbundne tilskud omfatter tilskud, hvor modtagerkreds, samt tilskuddets størrelse eller beregningsgrundlag, er fastsat i lovgivningen. Bevillingstypen lovbunden bevilling kan endvidere anvendes i forbindelse med Danmarks bidrag til internationale organisationer og andet fast etableret internationalt samarbejde, hvor tilskuddet ydes i henhold til internationale konventioner mv.
Bevillingstypen vil også kunne anvendes for visse indtægter, der hænger sammen med lovbundne tilskud.
Lovbunden bevilling er en bruttobevilling. Det vil sige, at udgifter og indtægter bevilliges som særskilte udgifts- og indtægtsbevillinger.
Der kan ikke af lovbunden bevilling afholdes lønudgifter.