Interne forretningsgange og ansvar på regnskabsområdet beskrives og reguleres via forskellige instrukser. Der skal udarbejdes instrukser der beskriver hvorledes regnskabsvæsenet er tilrettelagt indenfor henholdsvis ministerområderne (ministerieinstruks), virksomhederne (virksomhedsinstruks) og regnskabsopgaver (regnskabsinstruks).
Ministerieinstruksen beskriver den overordnede tilrettelæggelse af ministerområdets regnskabsforvaltning, herunder hovedelementerne i ministeriets tilrettelæggelse af den interne kontrol- og risikostyring, samt det departementale tilsyn med udførende enheder, i forbindelse med regnskabsaflæggelsen.
Virksomhedsinstruksen beskriver virksomhedens forretningsområde og opdeling på regnskabsførende institutioner, herunder hvilke hovedkonti virksomheden har ansvaret for.
Består virksomheden af flere regnskabsførende institutioner, skal virksomhedsinstruksen herudover indeholde beskrivelser om, hvorledes virksomhedens regnskabsansvar er fordelt på de enkelte regnskabsførende institutioner under virksomheden.
Regnskabsinstruksen beskriver institutionens opgaver og regnskabsmæssige organisation, herunder hvilke bogføringskredse institutionen administrerer.
Regnskabsinstruksen indeholder en beskrivelse af institutionens regnskabsopgaver, herunder institutionens konkrete tilrettelæggelse og udmøntning af kompetencefordeling i relation til udgifts- og indtægtsforvaltningen, betalingsforvaltningen, den regnskabsmæssige registrering, samt registrering af dispositioner, regnskabsaflæggelsen, opbevaring af regnskabsmateriale og forvaltningen af aktiver og passiver mv.
E-mail: statsregnskab@oes.dk