Tillægsbevillingslovforslagets anmærkninger
Læs nærmere om opstilling af tillægsbevillingslovforslagets anmærkninger.
Tillægsbevillingslovforslagets anmærkninger skal som minimum give en beskrivelse af anledningen til, at der søges om tillægsbevilling, og vise en opstilling af de søgte tillægsbevillinger på finanslovsform.
Som i finanslovforslaget vises alle beløb i tillægsbevillingslovforslagets anmærkninger i mio.kr. med én decimal.
For at beskrive anledningen til tillægsbevillingsforslaget skal ministerierne i forbindelse med indrapporteringen til Statens B-systemet foretage en kategorisering af den søgte tillægsbevilling.
Denne kategorisering har til formål at foretage en opdeling på:
- Bevillingsansøgninger med baggrund i ny lovgivning, godkendte finansudvalgsaktstykker m.v., dvs. forhold der tidligere har været forelagt Folketinget.
- Bevillingsansøgninger af teknisk karakter f.eks. ressortomlægninger eller andre omflytninger mellem bevillinger.
- Nye bevillingsansøgninger (herunder bevillingsansøgninger, hvor der f.eks. med hjemmel i Budgetvejledningen er adgang til at optage udgifter som direkte efterbevilling). Læs mere under Kategorisering af tillægsbevillingslovforslaget.
Der skal henvises til Kategoriseringen af TB-forslaget.
Alle tillægsbevillingsansøgningerne vises, som udgangspunkt, på samme form som på finanslovforslaget. Tillægsbevillingslovforslaget indrapporteres derfor med de samme beløbsspecifikationer som finanslovforslaget, men der foretages ingen flerårsspecifikation. Derimod vises finanslovsbevillingen (B), TB-ansøgningen (TB) og den samlede bevilling (B+TB).
Herudover indgår efter behov en række andre tabeller, svarende til de, der findes på finanslovforslaget.
Indledende anmærkninger til en paragraf
Tillægsbevillingslovforslagets anmærkninger indledes under hver paragraf med en beskrivelse af det samlede TB-forslag for ministerområdet, samt dets fordeling på udgifts-, indtægts- og anlægsbudget.
Herefter følger en TB-specifikation, der ved anvendelse af de angivne kategorier beskriver TB-forslagets sammensætning. Til hver af kategorierne beskrives efterfølgende kort de væsentligste årsager til TB-forslaget.
TB-specifikationen og de eventuelle bemærkninger hertil efterfølges af en Bevillingsoversigt og en Artsoversigt efter samme retningslinjer som i finanslovforslagets anmærkninger, blot med angivelse af B, TB og B+TB i stedet for et flerårsbudget.
Anmærkninger til en hovedkonto
Der skal udarbejdes anmærkninger til en hovedkonto, hvis der søges tillægsbevilling til hovedkontoen, herunder hvis der søges om adgang til ændret anvendelse af de bevillinger, der er opført på hovedkontoen, og disse ændringer enkeltvis overstiger 50.000 kr. Undtaget herfra er dog overførsler mellem under- og standardkonti, der er hjemlet i Budgetvejledningen eller finanslovens anmærkninger.
Ændringer, der ikke påvirker bevillingsniveauet, dvs. hvor udgifts- eller indtægtsændringen er mindre end 50.000 kr., skal som udgangspunkt ikke medtages på TB. I visse tilfælde kan der alligevel skulle søges tillægsbevilling, selvom ændringen ikke overstiger 50.000 kr. Dette kan f.eks. være, hvor der oppebæres indtægter fra mindre gebyrordninger, men hvor der på finansloven ikke er optaget en indtægtsbevilling. I sådanne tilfælde søges en tillægsbevilling på 0,1 mio.kr.
I anmærkningerne til den enkelte hovedkonto skal der redegøres for tillægsbevillingsforslaget, under iagttagelse af følgende forhold:
- Generelle krav til anmærkningernes indhold
- TB-specifikation
- Anlægsskemaer
- Anmærkninger til tekstanmærkninger
Generelle krav til anmærkningernes indhold
I de almindelige bemærkninger til en hovedkonto redegøres for ændringer i formål og anvendelse af bevillingerne i forhold til det, der var forudsat på finansloven. Hvor ændringerne har hjemmel i lov eller aktstykke, anføres dette.
Der redegøres endvidere for eventuelle ressortomlægninger, der er fundet sted i årets løb.
Herefter anføres en TB-specifikation , der indeholder en kategorisering af de dispositioner, hvortil der søges om tillægsbevilling.
Er der i finansårets løb opnået hjemmel til at udføre indtægtsdækket virksomhed under hovedkontoen, skal denne hjemmel formaliseres på tillægsbevillingslovforslaget.
I TB-specifikationen anføres udgifter og indtægter i balance efter retningslinierne for finanslovforslaget. I bemærkningerne til TB-specifikationen redegøres for de aktiviteter, der udføres under den indtægtsdækkede virksomhed.
TB-specifikation
TB-specifikationen dannes automatisk på baggrund af de kategoriseringer, der er foretaget af TB-forslaget i forbindelse med indrapporteringen til SB-systemet.
Se eksempel på TB-specifikation for en hovedkonto
TB-specifikationen, der optrykkes umiddelbart efter de indledende bemærkninger til hovedkontoen, giver for hver kategori en specifikation af de dele af TB-forslaget, der vedrører den pågældende kategori. I tilfælde, hvor beskrivelsen af tillægsbevillingsforslaget i TB-specifikationen ikke er fyldestgørende, kan der efterfølgende gives nærmere anmærkninger til de enkelte ændringer.
Ved ændringer af lånerammen på TB skal det fremgå af finansieringsoversigten, som optrykkes med angivelse af TB-transaktionerne. Under finansieringsoversigten tilføjes et tekstafsnit, hvor modtager og afgiver angives, jf. nedenstående eksempel.
Eksempel på lånerammeændringer - Finansieringsoversigt
Mio. kr. |
B |
TB |
B+TB |
|
|
|
|
Reguleret egenkapital |
5,1 |
- |
5,1 |
Overført overskud |
5,0 |
- |
5,0 |
Egenkapital i alt |
10,1 |
- |
10,1 |
|
|
|
|
Langfristet gæld primo |
5,4 |
- |
5,4 |
+ anskaffelser |
0,2 |
- |
0,2 |
+ tilgang fra bygge- og IT-kredit |
5,0 |
- |
5,0 |
- afdrag på langfristet gæld |
5,2 |
- |
5,2 |
Langfristet gæld ultimo |
5,4 |
- |
5,4 |
|
|
|
|
Bygge- og IT-kredit primo |
- |
- |
- |
+ igangværende projekter |
5,0 |
- |
5,0 |
- overførte projekter til langfristet gæld |
5,0 |
- |
5,0 |
Bygge- og IT-kredit ultimo |
- |
- |
|
|
|
|
|
Samlet gæld |
- |
|
|
Låneramme |
6,0 |
1,0 |
7,0 |
Udnyttelsesgrad (i pct.) |
90,0 |
|
77,1 |
Miljøstyrelsens låneramme forhøjes med 1,0 mio. kr., der overføres fra § 23.61.01 Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse
Anlægsskemaer
For anlægsbevillinger hvor der i finansårets løb har været forelagt nye eller ændrede anlægsprojekter for finansudvalget, skal der på tillægsbevillingsforslaget vises et anlægsskema.
Se eksempel på et anlægsskema
Endvidere opføres anlægsskemaer for projekter, som er afsluttet i finansårets løb, og hvor bevillingen søges nedsat som led i tillægsbevillingsforslaget, fordi der ikke er adgang til at overføre eventuelt mindreforbrug til andre projekter.
Anlægsskemaet opføres efter samme retningslinjer som på finanslovforslaget.
For projekter hvor der i finansårets løb har været forelagt projektændringer for Finansudvalget anføres de godkendte ændringer af totaludgiften ved angivelse af ændringens art, aktstykkenr. og tiltrædelsesdato.
For nye projekter , der har været forelagt for Finansudvalget i finansårets løb, gives en indledende projektbeskrivelse samt oplysninger om aktstykkenr. og tiltrædelsesdato, igangsættelse, færdiggørelse m.v.
Anmærkninger til tekstanmærkninger
Som for finanslovforslaget opdeles anmærkningerne til de opførte tekstanmærkninger på dispositionsrammer mv. og materielle tekstanmærkninger.
Anmærkningerne anføres i tekstanmærkningernes nummerorden med følgende overskrift: "Ad. tekstanmærkning nr. ..."
Anmærkningerne skal indeholde en begrundelse for, at tekstanmærkningen søges optaget/ændret på TB.
Dersom tekstanmærkninger er en følge af anden vedtagen lovgivning, angives hvilken lov og hvornår den er vedtaget.
Er forslaget tidligere forelagt Finansudvalget i et aktstykke, henvises hertil med angivelse af aktstykkenummer og tiltrædelsesdato