Tillægsbevillingslovforslaget

Regeringen indhenter løbende tilslutning fra Folketingets Finansudvalg til de nødvendige ændringer i budgettet.

Ændringerne, der forelægges for Finansudvalget ved aktstykke, formaliseres derefter i tillægsbevillingslov, der vedtages efter finansårets udløb og således er en efterbevillingslov. Læs mere om Kategorisering af tillægsbevillingslovforslaget.

Tillægsbevilling kræves ved gennemførelse af nye eller ændrede dispositioner i alle tilfælde, hvor der er tale om egentlige ændringer af bevillingernes størrelse eller forudsætninger.

Det indebærer, at finansloven og tillægsbevillingsloven tilsammen viser den bevilling, der er blevet stillet til rådighed i det pågældende finansår.

Statsregnskabet viser det forbrug, der har været på den pågældende hovedkonto. Af statsregnskabet vil således fremgå de afvigelser fra den vedtagne finanslov, som kan anses for egentlige ændringer af bevillingerne.

På tillægsbevillingslovforslaget optages følgelig ikke afvigelser fra finansloven af nedenstående art:

  • Positiv og negativ videreførsel, hvor der er adgang til en sådan videreførsel.
  • Merudgifter, der modsvares af merindtægter på nettobevillinger, eller med hjemmel i anmærkningerne.
  • Afvigelser fra de budgetterede lovbundne udgifter, som følge af ændrede skøn.
  • Ikke fradragsberettiget købsmoms

Tillægsbevillingslovforslaget udarbejdes ligesom finanslovforslaget af Finansministeriet på grundlag af bidrag fra de enkelte ministerier. Bidragene skal være Finansministeriet i hænde primo december.

Finansministeriet gennemgår bidragene og påser blandt andet, at de optagne forslag er i overensstemmelse med tidligere forhåndsgodkendelser fra Finansudvalget eller Finansministeriet. Forslaget til lov om tillægsbevilling fremsættes først for Folketinget efter finansårets udløb og er derfor i det væsentligste en efterbevillingslov.

Tillægsbevillingslovforslaget er som finanslovforslaget opdelt i en tekstdel og en anmærkningsdel, hvor tekstdelen er selve lovforslaget og anmærkningsdelen indeholder specifikation og bemærkningerne til lovforslaget. Læs mere om Tillægsbevillingslovforslagets tekst. Læs mere om Tillægsbevillingslovforslagets anmærkninger.

Bidragene skal være Finansministeriet i hænde primo december. Den nøjagtige tidsfrist vil hvert år blive meddelt ministerierne af Finansministeriet.