Statens nye lønsystem under udvikling

Økonomistyrelsen udvikler et nyt løn- og pensionssystem, der skal gøre lønadministration nemmere og mere effektivt. Følg udviklingen her på siden, og bliv klogere på det nye lønsystem.

Økonomistyrelsen er i gang med at udvikle et nyt løn- og pensionssystem, Statens Løn- og Pensionsløsning (SLP). Systemet skal i 2028 afløse det nuværende Statens Lønløsning, som har været i drift siden 1970 og i dag udbetaler løn til omkring 180.000 statslige ansatte.

Nedenfor kan du følge med i udviklingen og få indblik i, hvad det nye system betyder for dig og din institution.

Moderniseret løsning med nemmere oplæring for lønmedarbejdere

Målet med Statens Løn- og Pensionsløsning er at skabe en moderniseret løsning, der gør det lettere og mere intuitivt for lønmedarbejdere at udføre deres arbejde. Den nye løsning bygger på en ny teknisk platform og en forbedret brugergrænseflade, der skal bidrage til et brugervenligt system for både nye og erfarne lønmedarbejderne. 

Det offentlige løndomæne er komplekst, og det kræver flere års erfaring at opnå de nødvendige specialistkompetencer. Med den nye lønløsning ønsker Økonomistyrelsen at gøre oplæring nemmere, så også lønmedarbejdere uden dyb viden om løndomænet hurtigt kan komme i gang og løse opgaver sikkert og effektivt. 

Samtidig bliver det ikke nødvendigt at have særlige tekniske kompetencer for at kunne forstå og håndtere opgaverne i systemet – den nye løsning skal understøtte medarbejderne med en mere enkel og brugervenlig opsætning. 

Dét kan det nye lønsystem tilbyde

Det nye løn- og pensionssystem vil byde på en række forbedringer både i funktionalitet og i brugeroplevelse. Her er nogle af de vigtigste ændringer:

Hvorfor udvikler Økonomistyrelsen et nyt løn og pensionssystem? 

Det nuværende lønsystem har tjent staten med at udbetale løn og tjenestemandspensioner siden 1970. Siden da er løsningen undervejs blevet udviklet, så den har været opdateret og fulgt med tiden.

Flere forhold har gjort det nødvendigt at udvikle en ny løsning, så vi også kan bruge løsningen mange år ud i fremtiden. Det indebærer blandt andet at skifte til ny teknologi-platform, der er nemmere at vedligeholde og videreudvikle. 

Derudover skal det være nemmere for brugerne at bruge løsningen uden tekniske kompetencer eller større specialistviden på lønområdet.