Mini-vejledninger til Statens SSO

Find hjælp til hvordan du logger på de systemer, som benytter Statens SSO i vores mini-vejledninger.

Hvordan får jeg single sign-on (SSO) til et fagsystem?

Flere fagsystemer kommer på Statens SSO. Du kan som bruger se, hvilke systemer, der tilbyder single sign-on på denne side: Systemer tilsluttet Statens SSO

Bemærk, at skal der opnås adgang til Campus med SSO, skal du have linket fra din lokale Campus-administrator eller lokale it-afdeling.

Hvordan virker SSO, når jeg logger på fra min arbejdsplads på institutionens netværksdomæne?

Sidder du lokalt i institutionen eller er tilkoblet via VPN kan du betragtes, som siddende på institutionens netværksdomæne. Når du logger på med SSO, vil du opleve at komme direkte ind i systemerne uden at skulle indtaste et brugernavn og kodeord. Du skal ikke være bekymret for, om hvilken bruger, som du anvender. Det skulle gerne være den samme bruger, som du altid har anvendt.

Når du bruger SSO første gang til et fagsystem eller har nulstillet dine browsercookies

Du vil som bruger opleve, at det første skærmbillede du møder beder om indtastning af dit brugernavn eller e-mail. Dette fortæller SSO-systemet hvilken institution du kommer fra, og vil blive gemt i en cookie, som anvendes ved fremtidige logins. Bemærk, at du skal gøre det for hvert fagsystem, som du skal opnå adgang til.

Her ses det vindue, hvor man første gang, skal skrive sin mail adresse

Kan jeg logge på et fagsystem fra en café eller offentlig transport?

Ja, det kan du. Hvis du ikke er på institutionens netværksdomæne, vil du blive bedt om, at logge ind på din institutions eget brugerkatalog. Her skal du anvende det brugernavn og kodeord, som du normalt anvender når din arbejdsstation starter op - det er ikke fagsystemets loginoplysninger, der skal bruges.

Hvilken internetbrowser kan du bruge til SSO?

De fleste internetbrowsere kan anvendes til single sign-on og kan derfor bruges. Dog kan der forekomme tilfælde, hvor en internetbrowser er bedre end en anden til et specifikt fagsystem. Oplever du derfor at et fagsystem kører dårligt i en internetbrowser, kan det muligvis være bedre i en anden internetbrowser.

SSO og brugeradministration til fagsystemerne

Selvom der er single sign-on til et fagsystem, skal institutionen foretage brugeradministration i fagsystemet som hidtil. Institutionen skal sikre, at bruger får tildelt og fjernet adgange og rettigheder i systemet efter behov. Men brugerne skal ikke længere skifte kodeord til fagsystemet.

SSO og traditionelt login

Selvom adgang til fagsystemerne kan ske med SSO, så er den traditionelle adgang med brugernavn og kodeord stadig åbent. Det betyder, at brugerne stadig kan logge ind med brugernavn og kodeord. Samtidigt bliver brugeren bedt om, at skifte kodeord i samme interval som tidligere, når der anvendes traditionelt login.