Data fra lokale systemer - SLS Webservice
Webserviceløsningen giver mulighed for at optimere og effektivisere arbejdsgange, ved at overføre data fra lokale systemer – fx HR, Tidsregistrering og andre fagsystemer - til Statens Lønløsning. Integrationen mellem systemerne kan eksempelvis betyde, at data kun skal indtastes én gang – i det lokale system, hvorfra webservicen foretager opdatering i Statens Lønløsning.
Forskellige forretningsområder
Webserviceløsningen er opdelt på forskellige forretningsområder i lønsystemet, der afspejler sig i den opbygning vejledningsmaterialet har.
Request-response operation – XML og OIO
Webservicen er opbygget som en såkaldt request-response operation, dvs. et input resulterer i et output. Der anvendes XML i overensstemmelse med OIO-standarden. Hver overførsel af en registrering fra det lokale system til SLS, giver umiddelbart et tidstro retursvar tilbage. Retursvar indeholder resultatet af behandlingen i SLS. Hvis transaktionen ikke kan gennemføres i SLS, returneres en kode for, at behandlingen er fejlet.
Anvendelse af SLS webservice indebærer, at godkendelsen af transaktionerne ikke længere foregår via inddatalisten i SLS. Det skal ske i det afgivende system eller på anden vis.
Kom rigtigt i gang
Institutioner der ønsker at anvende webservice til Statens Lønløsning, skal indgå en aftale med Økonomistyrelsen.
I forhold til tilslutning anbefales det, at institutionen sætter sig grundigt ind i hvilke aktiviteter, der skal gennemføres i de 3 hovedprocesser:
- Hul igennem test
- Funktionalitetstest
- Produktionsadgang
Påregn at det kan tage 2 – 3 uger at komme igennem de 3 trin ovenfor. Tilslutningsvejledningernes bilag 1 er en vej til at få skabt et overblik over og en tidsplan for forløbet. Her findes også forskellige blanketter der skal anvendes i de enkelte processer.
Nogle elementer i processen kan tage lang tid. Det er en god investering for institutionen, at få skabt et overblik og etableret en tidsplan over forløbet. Bestilling af certifikater kan være et sted at starte.
Tilslutningstest og testmiljø
Når det lokale system – der skal sende data via webservice, er klargjort, er der mulighed for at gennemføre en tilslutningstest. For at få garanti for, at testmiljøet er åbent, kan institutionen blive tildelt en 14 dages testperiode. Det sker efter aftale med Økonomistyrelsen. I testperioden vil institutionen kunne få teknisk bistand direkte fra Økonomistyrelsens leverandør DXC. Det sker i givet fald mod timebetaling.
Testmiljøet er normalt åbent 24 timer i døgnet hele året. Dog forbeholder Økonomistyrelsen sig ret til at lukke miljøet i perioder til intern brug.
Økonomi
Udover udgifter til tilretninger til eget system, så skal man betale for eventuel bistand fra Økonomistyrelsens leverandør DXC. Dette sker til normal timepris, og efter nærmere aftale mellem kunden og DXC.