Resultatopgørelsen i årsrapporten
I resultatopgørelsen indgår kun indtægter og udgifter relateret til de bevillingstyper, som er omfattet af den omkostningsbaserede regnskabsregistrering.
Resultatopgørelsen opgøres, så den viser de hoved- og underposter, som Økonomistyrelsen har stillet krav om.
Resultatopgørelsen opdeles, så regnskabslæser nemmere kan bedømme, hvorledes ressourceforbruget varierer med aktiviteten, og med de indtægter som skabes. Endvidere har klassifikationen til formål at belyse, hvorvidt institutionens resultater skyldes ledelsens dispositioner eller faktorer, som ikke har relation til aktiviteter vedrørende institutionens primære målopfyldelse (andre drifts- og ekstraordinære poster).
Overordnet kan resultatopgørelsen opdeles i følgende poster:
- Ordinære driftsindtægter samt andre driftsindtægter
- Ordinære driftsomkostninger samt andre driftsomkostninger
- Finansielle indtægter
- Finansielle omkostninger
- Ekstraordinære indtægter
- Ekstraordinære omkostninger
Ved ordinære aktiviteter forstås aktiviteter, som udgør en del af institutionens hovedaktivitet, og som er vedvarende og regelmæssigt tilbagevendende.
Institutionernes modtagne bevillinger betragtes som ordinære indtægter og eventuelle tilskrevne renter som finansielle poster.
Ved andre driftsposter forstås aktiviteter, som ligger uden for institutionens hovedaktiviteter, men som normalt er regelmæssigt tilbagevendende, f.eks. salg af en bil.
De finansielle poster omfatter institutionens finansielle indtægter og omkostninger, herunder rentetilskrivningen fra den statslige likviditets- og finansieringsordning.
Endelig omfatter de ekstraordinære poster aktiviteter, som sjældent forekommer, og som er uden for virksomhedens kontrol.