Økonomistyrelsen er netop kommet i mål med at flytte over 140 institutioner, som har fået hostet deres Navision Stat og Statens BI – LDV hos KMD, til Statens It. Hør hvordan det gik, da Københavns Universitet overgik til Statens It samt fordelene for institutionerne, når driften bliver samlet hos én leverandør.
Den 9. december 2024 flyttede Økonomistyrelsen de sidste af 140 institutioners drift af Navision Stat og Statens BI – LDV fra KMD til Statens It.
Statens It har stor erfaring med hosting og har gennem mange år leveret drift af Navision Stat i høj kvalitet. At samle driften hos én leverandør medfører desuden effektivitetsbesparelser, som på længere sigt vil komme alle brugerne til gode.
Ud over stordriftsfordele får institutionerne en bedre løsning med øget it-sikkerhed, hvor Økonomistyrelsen overtager systemansvaret for institutionernes Navision Stat-databaser og løfter de opgaver, der er forbundet med ansvaret. Det vil her frigive tid og ressourcer i institutionerne til at fokusere på egen kerneforretning.
Eksempler på opgaver, som Økonomistyrelsen varetager, er leverandørstyring, adgangsstyring og håndtering af opgraderinger, der skal sikre, at institutionernes databaser altid er opdaterede.
Brugerne vil fremover opleve hurtigere opdateringer uden afbrydelser. Det sker, fordi Økonomistyrelsen får bedre mulighed for effektivt og hurtigt at implementere fejlrettelser og ny funktionalitet i løsningen uden for almindelig arbejdstid.
Københavns Universitet er en af de 140 institutioner, der nu har flyttet driften af Navision Stat og Statens BI – LDV til Statens It.
Specialkonsulent fra Københavns Universitet, René Vallentin Pedersen, siger sådan om overgangen til Statens It:
”Selve flytningen fra KMD til Statens It er gået over vores forventning. Inden havde vi en del bekymringer om bl.a. tekniske udfordringer, der kunne opstå med integrationerne til Navision Stat. Men teknikken fungerede, og vi fik rigtig god hjælp og støtte fra Økonomistyrelsen i dagene, hvor vi flyttede databaser. Processen har været ressourcekrævende, og der har været bump på vejen - men alt i alt en god oplevelse."
Flytningen af Navision Stat-databaser er en længere proces med så mange involverede institutioner. Derfor ser Økonomistyrelsen nu frem til at modtage de sidste input fra institutionerne. Institutionernes ris og ros skal gøre os skarpere på brugernes behov i sådanne projekter samt, hvordan vi fremadrettet kan levere en endnu bedre service overfor brugerne af de fælles digitale løsninger.
Læs om at overdrage systemansvar til Økonomistyrelsen på oes.dk