DR berigtiger indslag om betalt spisepause

06-11-2017

DR bragte torsdag den 2. november 2017 et indslag om betalt spisepause i staten.

Det fremgik af indslaget, at ”180.000 statsansatte skal være 2,5 time mere på arbejde om ugen, uden at få mere i løn, det mener de statslige arbejdsgivere, og det vil i sidste ende sige Finansministeriet”.

Dette er ikke korrekt, og DR rettede derfor fejlen fredag den 3. november 2017 med følgende indslag:

”I TV Avisen i går aftes bragte vi et indslag om, at Finansministeriet har meddelt de statslige arbejdsgivere, at de har ret til at fjerne den betalte frokostpause for deres ansatte. Her fremgik det ikke, at der alene er tale om en juridisk vurdering fra Finansministeriet, der lyder, at de statslige arbejdsgivere lovligt kan inddrage den betalte frokostpause for deres ansatte. Der er således ikke tale om en beslutning fra statens side, som det fejlagtigt fremgik af indslaget i går. Vi beklager.” [TV Avisen, fredag den 3. november 2017, kl. 18.30]

Rettelsen er desuden bragt på DRs hjemmeside.

Moderniseringsstyrelsen har ikke taget initiativ til at sløjfe medarbejdernes betalte spisepause. Det er helt op til ledelsen på den enkelte arbejdsplads, om medarbejderne skal tilbydes betalt spisepause eller ej.

Moderniseringsstyrelsens pressemeddelelse kan læses her.