Ledelsesinformation er visualiseringen af relevant data, der skal understøtte, at ledelsesbeslutninger træffes på et oplyst grundlag. God ledelsesinformation giver overblik og bidrager med indsigt, der hjælper ledere til at følge op på strategiske mål og prioritere mellem opgaver og ressourcer, så der sikres en effektiv styring i de statslige institutioner. Det er en forudsætning, at data er sammenhængende, og at ledelsesinformationen er målrettet institutionens styringsbehov.
Ledelsesinformation spiller en afgørende rolle i forhold til at sikre, at ledelsen har de nødvendige oplysninger til at træffe informerede beslutninger. Ved at monitorere og analysere relevante nøgletal, kan ledelsen følge op på institutionens strategiske målsætninger. Dermed får ledelsen indsigt i institutionens udvikling, hvilket bidrager til, at de løbende kan identificere og handle således, at ressourcerne anvendes på bedst mulig vis – og at de relevante styringsbehov og målsætninger i institutionen understøttes med de nødvendige ressourcer. Behovene vil typisk ændre sig over tid som følge af, at institutionen udvikles. Derfor er det vigtigt at have et kontinuerligt fokus på at forbedre og udvikle ledelsesinformationen løbende. Du kan blive inspireret til valg af styringsindikatorer i publikationerne KPI-katalog for økonomi-ledelsesinformation og KPI-katalog for HR-ledelsesinformation.
Ledelsesinformation er data omsat til meningsfuld information, der giver ledelsen mulighed for at træffe beslutninger på et oplyst grundlag. Data omfatter institutionens relevante nøgletal, trends og præstationsindikatorer inden for økonomi, HR og de faglige kerneopgaver. For at give et helhedsorienteret billede af institutionen er det vigtigt, at koble data fra de forskellige områder, således at ledelsesinformationen kan understøtte sammenhængende styring. Du kan læse mere om visionen for god ledelsesinformation i publikationen Inspiration til ledelsesinformation. Nedenfor ses et eksempel på tidligere udviklet institutionsspecifikt ledelsesinformation, som vises i et dashboard.
Figuren viser et klassisk eksempel på en rapport i Power BI med økonomisk ledelsesinformation, der kan hjælpe institutionen med at styre deres virksomhed på baggrund af konkrete nøgletal (KPI).
Den relevante information behandles og præsenteres som dashboards, grafer og andre visuelle elementer i Power BI rapporter, der gør det let for ledelsen at få overblik over institutionens indsatser, udfordringer og muligheder. Økonomistyrelsen tilbyder hjælp til BI-projekter. Projekterne kan tilpasses den enkelte institution alt efter behovet. Der er dog visse aktiviteter, der går igen på tværs af projekttyper. Sammen med relevante ledere og medarbejdere identificerer vi institutionens styringsbehov, således Power-BI-rapporterne kan afspejle disse. Du kan læse mere om at kende dine styringsbehov i publikationen Kender du dine styringsbehov?. Derudover undersøger vi om den underliggende datastruktur kan understøtte visualiseringerne. Det indebærer at gennemgå institutionens registreringsramme for at sikre, at data fra forskellige systemer kan sammenstilles.
Du kan læse mere om arbejdet med registreringsrammer og registreringsrammer som infrastruktur i vejledning om den sammenhængende registreringsramme. Når datastrukturen er på plads udvikles Power BI-rapporterne, som vi sammen validerer og tester. Afslutningsvist deler vi vores ekspertise om god governance og implementering af ledelsesrapportering i institutionen.
Ledelsesinformation er brugen af data til at træffe informerede beslutninger. Det giver overblik, indsigter og bidrager til at følge op på mål, prioritere ressourcer og identificere risici.
Hvis du vil høre mere om ledelsesinformation, er du velkommen til at kontakte os på mailadressen: Styring@oes.dk
Økonomistyrelsen tilbyder rådgivning inden for ledelsesinformation. Du kan læse mere på siden Rådgivning og analyse. Du er også velkommen til at kontakte os på mailadressen: Rådgivning@oes.dk