Priser for Økonomistyrelsens digitale løsninger for 2025
07-10-2024
Nyhed
Digitale løsninger
Økonomistyrelsen har offentliggjort folderen ’Priser for Økonomistyrelsens digitale løsninger 2025’, der giver et overblik over de gældende priser for de fællesstatslige digitale løsninger.
Balance mellem investeringer og priser
2025 byder både på faldende og stigende priser for brugerne af de fælles digitale løsninger. Det fremgår af prisfolderen for 2025, som netop er udgivet.
Vicedirektør i Økonomistyrelsen, Simon Schulian:
”Når vi hæver prisen på flere af vores it-systemer, handler det om, at vi investerer i it-porteføljen, så den følger med tiden og de krav, brugerne stiller til de enkelte løsninger. Jeg er meget til tilfreds med, at vi samtidigt kan sænke prisen på et par af it-systemerne, da vi stræber efter en så jævn prisudvikling som muligt.”
Prisen falder for Statens Budgetsystem og indkøbs- og fakturahåndteringssystemet IndFak, der er ved at blive afløst af Statens Digitale Indkøb. Institutioner, der anvender Statens Budgetsystem, kan se frem til et prisfald på 9,6 procent. For institutioner, der bruger IndFak eller Statens Digitale Indkøb falder prisen 5,5 procent i forhold til 2024.
Omvendt stiger prisen blandt andet for Statens Lønløsning. En prisstigning på 10 procent i 2025 skyldes, at Økonomistyrelsen investerer i en løn- og pensionsløsning, der skal sikre, at Økonomistyrelsen kan blive ved med at levere lønudbetalinger sikkert og rettidigt – mange år i fremtiden.
Ny prismodel for Navision Stat
Fra 2025 bliver abonnement på Navision Stat og hosting af Navision Stat samt Statens BI – LDV slået sammen. Det betyder, at der fremover vil være én samlet pris, der dækker de to ydelser.
Sammenlægningen skal blandt andet sikre, at institutioner, der bruger Navision Stat, får en bedre løsning, hvor driften af Navision Stat fremover bliver samlet hos Statens It.
Læs mere om ændringerne i prisfolderen for 2025