Kurser i Navision Stat skræddersys til brugerne

Økonomistyrelsen tilbyder nu endagskurser i de klassiske emner inden for økonomi og regnskab, som især henvender sig til brugere i de selvejende institutioner.

Navision Stat-brugere kan vælge fra en bred pallette af økonomikurser, som udbydes af Økonomistyrelsen. Blandt disse kurser er debitorbogholderi, kreditorbogholderi, finansbogholderi og anlægsbogholderi, som nu er omstruktureret, så de varer én dag frem for to. Mens todageskurserne gav deltagerne en grundig systemgennemgang, har de nye endagskurser primært fokus på konkrete arbejdsprocesser. 

Fokus på kernefunktionalitet

Deltagerne får først og fremmest en indføring i Navision Stats basale kernefunktionalitet, der understøtter de grundlæggende forretningsmæssige behov. Dertil imødekommes mere specifikke behov ved at introducere supplerende øvelser inden for særlige emner, som underviseren har mulighed for at demonstrere på kurset, eller som deltagerne kan fordybe sig i på egen hånd. På den måde får kursusdeltagerne en undervisning, der tager mest muligt afsæt i netop deres behov.

Solid indføring i arbejdsgange

Kurserne er især for brugere, der egenhændigt varetager registrerings- og bogføringsopgaver i Navision Stat for egen institution, hvilket typisk gælder de selvejende institutioner.

Kursernes fokus er ændret, så de ikke i samme grad tager udgangspunkt i de afgrænsede processer, som kunder og medarbejdere tilknyttet økonomiservicecentre som fx Statens Administration anvender. Disse brugere vil dog stadig have udbytte af at deltage, hvis de ønsker et godt indblik i den fulde arbejdsgang.

Kurserne kan afholdes virtuelt

Kurserne er som udgangspunkt tilstedeværelseskurser men vil på forespørgsel også kunne afholdes virtuelt, ligesom vi kender det fra Navision Stats velbesøgte introkursus.

Kurser i foråret

De næste måneder tilbyder vi følgende kurser, hvor der stadig er ledige pladser:

29.3.2022  kl. 9-16:  Navision Stat Finansbogholderi
25.4.2022  kl. 9-12:  Navision Stat: Oversigt og introduktion (virtuelt)
16.5.2022  kl. 9-16:  Navision Stat Anlægsbogholderi
23.5.2022  kl. 9-16:  Navision Stat Kreditorbogholderi
9.6.2022    kl. 9-16:  Navision Stat Debitorbogholderi

Hold øje med Navision Stat kurser og tilmeld dig via Økonomistyrelsens hjemmeside