Statens Analyser og Implementering (SAI) er navnet på vores nye tilbud i Økonomistyrelsen, der står klar til at understøtte de statslige institutioner med alt fra budgetanalyser til styring og ledelsesinformation.
Ministerier, styrelser og institutioner i staten kan nu trække på Statens Analyser og Implementering, når de har behov for at få uafhængig bistand og sparring til fx budgetanalyser, brugerundersøgelser, projektledelse eller implementering af nye løsninger.
Økonomistyrelsen har i flere år løst opgaver sammen med en række statslige kunder. Nu er kapaciteten blevet udvidet med analyse- og implementeringserfaringer fra både offentlige institutioner og private konsulentvirksomheder. Udvidelsen sker som en del af regeringens målsætning om at udvikle stærkere analysekompetencer internt i staten.
I Statens Analyser og Implementering hjælper vi med at udarbejde konkrete analyser og projekter på tværs af hele staten, så lederne har et solidt og objektivt grundlag at træffe beslutninger på.
Kontorchef for Center for Modernisering og Analyse i Økonomistyrelsen, Rikke Ginnerup:
Vi håber, at rigtig mange statslige institutioner vil trække på vores analytikere og projektledere, som har den klare fordel, at vi på forhånd har en stor viden om kerneområderne og konteksten for opgaveløsningen i staten. Vi leverer serviceydelser inden for ti forskellige områder, der spænder fra kvalitets- og forbedringsanalyser, budgetanalyser, projektstyring, styringsmodeller, ledelsesinformation og implementering af fællesadministrative it-systemer.
Vores ydelser baserer sig på en stærk faglighed, solid dataunderstøttelse og et indgående kendskab til den statslige sektor, hvor vi tager udgangspunkt i de enkelte institutioners behov.
Kontorchef for Implementering af Resultat- og Økonomistyring, Pia Løvengren Ravn:
Med SAI har vi mulighed for at inddrage vores kollegaer i staten mere i udviklingen af løsningerne, end det sædvanligvis er muligt på markedet. Vi arbejder typisk i blandede teams med både SAI-medarbejdere og medarbejdere fra institutionen, fordi det giver skræddersyede løsninger, som virker i praksis - også når analyserne er afsluttet. Vi ’leverer altså ikke bare til kantstenen’, men følger projekterne til dørs og bistår med at understøtte en grundig implementering.
Statens Analyser og Implementering tilbyder serviceydelser inden for disse ti overordnede kategorier, men i praksis vil ydelserne ofte være en skræddersyet kombination af flere ydelseskategorier:
SAI’s ydelser bliver enten finansieret gennem særlige bevillinger eller som brugerbetaling.
Har I brug for rådgivning, er I velkomne til at kontakte os på sai@oes.dk.