Mange kommuner og uddannelsesinstitutioner har taget godt imod Økonomistyrelsens tilbud om køb af midlertidig adgang til Campus’ e-læringskurser. På baggrund af dette samt de seneste udmeldinger fra regeringen, forlænger vi derfor tilbuddet, så alle offentlige institutioner kan bestille en smartkode til deres medarbejdere indtil den 1. juni.
Alle medarbejdere, som allerede har oprettet sig med en smartkode, får forlænget deres adgang til Campus indtil den 31. august.
Visionen for Campus er at blive dén fælles offentlige læringsplatform, hvor alle tilsluttede offentlige institutioner deler kurser, som er relevante for den offentlige sektor. Denne idé har stort potentiale, da vi oplever, at de 140 e-læringskurser i Campus er relevante for mange medarbejdere, uanset hvilken del af den offentlige sektor de kommer fra – der er noget for alle.
Det at kurserne spænder bredt fagligt er en stor fordel, og vi har udleveret smartkoder til mange faggrupper. Det er vores oplevelse, at det er en stor fordel, at Økonomistyrelsen stiller muligheden til rådighed; Hvis tiden ikke udnyttes fuld ud med at varetage kerneopgaven, så kan Campus understøtte kompetenceudvikling og læring. Fordi spændvidden i udbuddet er så bredt, så er der optimal mulighed for at blive dygtigere til faglige emner, som man muligvis ikke ellers ville have fordybet sig i.
Lotte Holck Jensen, HR-udviklingskonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune
I disse tider, hvor vi ikke kan mødes fysisk, er digital læring blevet særligt populært til kompetenceudvikling. Mange har fået øjnene op for, at disse læringsformer ofte kan opfylde samme læringsbehov som tilstedeværelsesundervisning eller bruges som supplement til undervisningen.
E-læring er allerede bredt udbredt i vores kommune - hvor undervisning og vejledninger i høj grad understøttes af virtuelle løsninger. Vi finder at kvaliteten i undervisningsmodulerne på Campus er høj, hvilket styrker læringsudbyttet og motivationen til at tage flere undervisningsforløb. Vi håber derfor at tilbuddet om at benytte Campus kan være en mulighed, så længe der er medarbejdere med hjemmearbejde.
Lotte Holck Jensen, HR-udviklingskonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune
Det koster 105 kr. pr. person, og alle der har oprettet sig med smartkoden har adgang til Campus indtil den 31. august. Medarbejderne kan få adgang til kurserne ca. to arbejdsdage efter bestilling.