Statens It-råd har nu offentliggjort deres statusrapport for 1. halvår 2025.
It-rådet har for 1. halvår 2025 tildelt 35 grønne, 11 gule og tre røde trafiklys. Derudover er 7 it-projekter afsluttet i løbet af 1. halvår 2025.
Statens It-råds projektportefølje består aktuelt af 49 igangværende projekter, der tilsammen udgør 11,6 mia. kr. i 1. halvår 2025. De samlede udgifter til it-udviklingsprojekter i staten er således faldet fra 15,5 mia. kr. i 2. halvår 2024.
Faldet skyldes fortrinsvis, at Skatteministeriets Implementeringscenter for Ejendomsvurderinger (ICE), som har til formål at it-understøtte de nye ejendomsvurderinger, er afsluttet i 1. halvår 2025. Derudover er tre store projekter og tre mellemstore projekter fra hhv. Justitsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Skatteministeriet afsluttet.
Generelt kan udgifterne til it-udvikling særligt henføres til projekter på Skatteministeriets, Justitsministeriets og Uddannelses- og Forskningsministeriets områder, som samlet set står for ca. 70 pct. af udgifterne. De resterende ca. 30 pct. af udgifterne er spredt på øvrige ministerområder.
Et trafiklys fra Statens It-råd er en status på, om et projekt overholder den senest godkendte plan. Statens It-råd tildeler hvert it-projekt ét samlet trafiklys. Trafiklysene er baseret på en helhedsvurdering, der blandt andet bygger på fire målbare faktorer: forventede projektudgifter, overholdelse af tidsplan samt forventninger til realisering af økonomiske og ikke-økonomiske gevinster.
Vurderingen er baseret på en status for det seneste halvår, og det er derfor ikke en prognose for projektets fremadrettede udvikling.
Der er stor variation i fordelingen af trafiklys fra halvår til halvår, men samlet set er antallet af grønne trafiklys steget de sidste 5 år. Antallet af røde trafiklys for 1. halvår 2025 vurderes lavt sammenlignet med tidligere år. Projekter med røde og gule trafiklys udgør lidt under 30 pct. af alle projekter, men de udgør ca. 60 pct. af de samlede it-projektudgifter.
Selvom der ikke er en direkte sammenhæng mellem et projekts økonomiske volumen og eventuelle fordyrelser eller forsinkelser, har It-rådet historisk tildelt projekterne flere gule og røde trafiklys, jo større projektets omkostninger er. Det skyldes blandt andet, at større projekter typisk er mere komplekse og risikofyldte end mindre projekter. På baggrund af dette er der iværksat et initiativ om at målrette it-styringen i staten, så styringen af de særligt meget store it-projekter over 300 mio. kr. styrkes ved at skulle gennemføre et udvidet risikovurderings- og opfølgningsforløb.
Projekter, der igangsættes for at implementere lovgivning eller EU-lovgivning, driver fortsat ca. 65 pct. af de samlede udgifter i 1. halvår 2025. Derudover driver teknologinære og juridiske forhold ca. 25 pct. af udgifterne og forretnings- eller effektiviseringsbehov ca. 10 pct. af udgifterne. Sammenlignet med 2. halvår 2024 er der ikke sket større ændringer i fordelingen af årsager til igangsættelse.
It-rådet tildeler halvårligt trafiklys til risikovurderede statslige it-projekter med forventede udgifter over 15 mio. kr. Med det statslige arbejdsprogram har regeringen besluttet, at projekter fremadrettet skal have forventede udgifter på over 50 mio. kr., før de risikovurderes ved Statens It-råd.
De ændrede forelæggelsesgrænser betyder, at Statens It-råd nu i højere grad vil se større it-projekter, men det kan ikke på forhånd afklares, hvorvidt der kommer færre projekter i porteføljen. Projekter der er blevet risikovurderet før forelæggelsesgrænserne trådte i kraft statusrapporterer fortsat til Statens It-råd.
Læs Statens It-råds statusrapportering for 1. halvår 2025