Statens It-råd: Sådan går det med statens it-projekter og -systemporteføljer

Statens It-råd har nu offentliggjort deres statusrapport for 2. halvår 2024. I rapporten gør It-rådet status på statens store it-projekter og på systemtilstanden af den statslige it-portefølje. Statusrapporteringen omfatter denne gang 49 projekter, hvoraf 43 er igangværende projekter. 21 myndigheder har i 2024 været til review af tilstanden af deres it-portefølje. 

Statens It-råd udgiver halvårligt en status, som vurderer statens store it-projekters tilstand og tildeler projekterne trafiklys. Statusrapporten for 2. halvår adskiller sig ved både at give en status på de store it-projekter i staten og på systemtilstanden i statens it-portefølje. Det er også i denne statusrapport, at It-rådets formandskab gør status over it-styringen i staten og fortæller om It-rådets sigtelinjer.  

Ved statusrapporteringen for 2. halvår 2024 udgør omkostningerne til den statslige it-udviklingsportefølje samlet 15,5 mia. kr. Det er en stigning på 0,9 mia. kr. i forhold til 1. halvår 2024. Stigningen skyldes bl.a., at seks projekter er afsluttet, mens otte nye er kommet til.

29 grønne, syv gule og syv røde trafiklys

Et trafiklys fra Statens It-råd er en status på, om et projekt overholder den senest fastlagte plan. Vurderingen er baseret på et forløbet halvår og er ikke en prognose for, hvordan et projekt fremadrettet vurderes at komme til at gå. Projekter tildeles ét samlet trafiklys, som er en helhedsvurdering fra Statens It-råd, der blandt andet bygger på fire målbare faktorer: Forventede projektudgifter, overholdelse af tidsplan samt forventninger til realisering af økonomiske og ikke-økonomiske gevinster.

It-rådet har for 2. halvår 2024 tildelt 29 grønne, syv gule og syv røde trafiklys. Sammenlignet med 1. halvår 2024 er fordelingen af grønne trafiklys den samme, mens der er en svag stigning i antallet af både gule og røde trafiklys. Af de samlede projektudgifter udgør de grønne trafiklys 26 pct., de gule trafiklys 52 pct., og de røde trafiklys 22 pct. De samlede projektudgifter for de gule og røde trafiklys er tilsammen steget fra sidste statusrapportering fra 57 til 74 pct. Det skyldes bl.a., at syv projekter ud af de 14, der samlet set er tildelt røde og gule trafiklys, er meget store projekter over 300 mio. kr. Projekter tildelt grønne trafiklys udgør i antal den største andel af trafiklysene, men en mindre del af de samlede udgifter.

80 pct. af de samfundskritiske it-systemer vurderes at have tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende forretningsunderstøttelse

For de statslige myndigheders it-porteføljer gælder det, at 80 pct. af de samfundskritiske it-systemer har tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende forretningsunderstøttelse, mens 78 pct. af de samfundskritiske it-systemer melder om tilfredsstillende teknisk tilstand. For begge parametre er der tale om en lille tilbagegang i forhold til sidste år. It-rådet opfordrer derfor myndighederne til at fortsætte arbejdet med at forbedre tilstanden for de samfundskritiske systemer. Derudover ses der en tilbagegang i interne ressourcer med teknisk viden om de samfundskritiske it-systemer. Det er et tal, som har været faldende igennem flere år. It-rådet påpeger, at det er væsentligt, at de eksisterende ressourcer klædes bedst muligt på til at håndtere særligt samfundskritiske it-systemer.   

It- rådet konkluderer

It-rådet ser, at der generelt er sket en professionalisering af arbejdet med it i staten, og at myndighederne er blevet bedre til it-styring igennem de seneste år. Der er dog fortsat behov for at fokusere på forbedringen af den tekniske tilstand af it-systemerne og at arbejde med at gøre it-projekter mere velafgrænsede.

It-rådet bemærker, at der er mange faktorer, som komplicerer it-udvikling i staten herunder national- og EU-lovgivning og knaphed på interne ressourcer.

Et næste skridt i god it-styring kan derfor være, at de statslige topledelser bliver opmærksomme på den kompleksitet og de muligheder, som et servicetjek af lovgivningen kan være. Når it-løsninger moderniseres, bør forenklinger og standarder være højt på dagsordenen. Det er ikke let, men det er nødvendigt for at sikre de rette prioriteringer, og It-rådet vil bidrage til en udvikling i retning af forenklede og standardiserede it-løsninger. – It-rådets formandskab.

Du kan læse Statens It-rådets statusrapport for 2. halvår 2024 her