Efter en udbudsrunde har Økonomistyrelsen valgt ZeBon som leverandør af statens nye løsning til rejseafregning og udlæg.
Økonomistyrelsen har valgt at tildele kontrakten om den løsning, som skal erstatte statens nuværende løsning til rejseafregninger og udlæg, RejsUd, til ZeBon.
Kontraktindgåelsen er resultatet af den genudbudsproces, der startede i maj 2024, hvor Økonomistyrelsen offentliggjorde udbuddet for RejsUd. Efterfølgende blev to leverandører prækvalificeret og inviteret til at afgive tilbud.
Simon Schulian, vicedirektør i Økonomistyrelsen, udtaler:
Jeg er glad for, at vi efter en grundig udbudsproces nu har valgt ZeBon som leverandør til den nye løsning til rejseafregning og udlæg. RejsUd er en it-løsning med mange forskellige brugergrupper, hvoraf nogle kun anvender løsningen få gange årligt. Derfor har det været vigtigt for os at vælge en brugervenlig løsning, som enkelt og intuitivt understøtter opgaverne med rejseafregninger og udlæg. Med ZeBon får vi en stabil og velafprøvet standardløsning med gode muligheder for tilpasning.
ZeBons løsning, zExpense, indeholder den nødvendige funktionalitet til at understøtte og effektivisere arbejdsgangene i forbindelse med rejser og udlæg. Desuden lever løsningen op til de stadig øgede sikkerhedskrav til de fællesstatslige it-løsninger. Inden kontraktindgåelsen har Økonomistyrelsen brugertestet løsningen med en bred deltagelse af brugere fra både statslige og selvejende institutioner.
Økonomistyrelsen går nu i samarbejde med leverandøren i gang med at planlægge det videre forløb. Der vil i løbet af foråret 2025 blive afholdt et virtuelt informationsmøde for interesserede brugerinstitutioner af den nuværende RejsUd. Alle eksisterende brugerinstitutioner af RejsUd vil blive kontaktet i god tid inden overgangen til ny løsning, som forventes implementeret i løbet af 2026.