Økonomistyrelsen har revideret vejledningen om funktionsadskillelse. Vejledning fokuserer på reglerne om funktionsadskillelse som en del af de interne kontroller. Forsvarlig forvaltning af offentlige midler forudsætter gode interne finansielle kontroller.
Funktionsadskillelse er en helt central kontrol i et internt finansielt kontrolsystem, som i en statslig henseende betyder, at der på tværs af en finansiel pro-ces er interne kontroller, der sikrer en personmæssig adskillelse (to eller flere) mellem adgangen til at disponere, godkende, bogføre og betale.
Vejledningen fokuserer alene på det finansielle område, herunder funktionsadskillelse, der er reguleret af Regnskabsbekendtgørelsen i relation til regnskab og intern kontrol. Vejledningen uddyber således beskrivelsen af funktionsadskillelsen i forhold til Økonomistyrelsens vejledning om intern finansiel kontrol (maj 2020).
Den reviderede vejledning indeholder ikke ændringer i regelgrundlaget i forhold til den tidligere udgave fra januar 2022. Vejledningen er blevet præciseret i forhold til kontrol af, at fakturaen skal være korrekt, samt at der under hensyntagen til betalingernes størrelse og frekvens skal foretages de fornødne kontroller af grundlaget for ind- og udbetalingerne.