For at understøtte udarbejdelsen af finanslovforslaget for 2025 er Økonomistyrelsens nye it-løsning, Statens Bevillings- og Regnskabsløsning (SBRL), blevet idriftsat.
Finansministeren præsenterede fredag den 30. august 2024 regeringens finanslovforslag for 2025. Processen er helt som i tidligere år, for den følger nemlig af Grundloven. I modsætning til tidligere bliver processen fra i år dog understøttet af en ny it-løsning. I februar 2024 forud for udarbejdelsen af finanslovforslaget for 2025 blev finanslovsdelen af den nye it-løsning, Statens Bevillings- og Regnskabsløsning (SBRL), idriftsat, og SBRL har således understøttet sit første finanslovforslag.
For folketingsmedlemmer og for alle andre, der læser finansloven, vil der ikke umiddelbart være synlige forskelle på, hvordan de tidligere finanslovforslag så ud, og hvordan finanslovforslaget for 2025 ser ud. Og det er faktisk et succeskriterium. Det skyldes, at det alene er den bagvedliggende it-løsning, som er skiftet ud, og SBRL benyttes kun af de medarbejdere i ministerier og styrelser, som arbejder med finansloven.
Direktør i Økonomistyrelsen, Maria Schack Vindum, udtaler:
Jeg glæder mig over, at SBRL er en usynlig succes, fordi det betyder, at SBRL har leveret det forventede – nemlig et udseendemæssigt og opsætningsmæssigt genkendeligt finanslovforslag. Det skyldes ikke mindst det gode samarbejde med vores kolleger i statens departementer og styrelser i hele udviklings- og implementeringsprocessen, hvilket jeg gerne vil takke for.
SBRL består ud over finanslovsdelen også af en statsregnskabsdel, som er under færdigudvikling. Statsregnskabsdelen forventes idriftsat til brug for udarbejdelse af statsregnskabet for 2025, som fremlægges i første halvår af 2026.
Læs mere om Statens Bevillings- og Regnskabsløsning, SBRL
Læs finanslovsforslag 2025 på Finansministeriets hjemmeside