Idriftsættelse af nye delkomponenter i SBRL

Økonomistyrelsens it-løsning, Statens Bevillings- og Regnskabsløsning (SBRL), understøtter processerne for finanslov og statsregnskab. I det nye år vil statsregnskabsdelen af SBRL blive implementeret.

En oversigt over implementering af delkomponenter i Statens Bevillings- og Regnskabsløsning (SBRL).
Illustration: Implementeringsoversigt.

I februar 2024 blev finanslovsdelen af SBRL idriftsat. Næste milepæl er implementeringen af statsregnskabsdelen af SBRL og forude venter således idriftsættelsen af de to sidste delkomponenter: Statens Regnskabsgodkendelse (SGO) og Statens Koncernrapportering (SKR).

Statens Regnskabsgodkendelse (SGO) idriftsættes februar 2025 og skal anvendes til regnskabserklæringer og regnskabsgodkendelser. SGO skal benyttes til alle regnskabstal for regnskabsåret 2025. Regnskabserklæringer fra tidligere år kan fortsat tilgås i SKS.

Statens Koncernrapportering (SKR) idriftsættes februar 2025 og skal anvendes til sammenstilling og visning af især statsregnskabsdata. SKR bygger på samme teknologi, som mange kender fra Statens BI (bl.a. Power BI). Almindelige brugere skal anvende SKR til at hente rapporter med regnskabsdata.

Statens Administrative Stamdata (SADA) og Statens Brugerrettighedsadministration (SBA), som blev implementeret i februar 2024 ifm. finanslovsdelen af SBRL, skal også anvendes i regnskabsdelen af SBRL. Fra 1. november 2024 blev SADA styrende for stamdata på regnskabsstruktur og kontoplan.

Se implementeringsoversigten (pdf)

Datakonvertering

SGO og SKR erstatter Statens Koncernsystem (SKS), som på sigt skal udfases, når en datakonvertering er komplet. 

Regnskabsdata tilbage til og med finansåret 2007 skal flyttes fra SKS til SKR. Indtil datakonverteringen er afsluttet, vil det være nødvendigt for brugerne at trække historiske regnskabsrapporter i SKS. Ved idriftsættelse af SKR vil regnskabsdata fra 2007-2024 således ikke være tilgængelige i SKR.  

Se oversigt over tilgængelige data (pdf)

Undervisningsforløb

For relevante medarbejdere i ministerier og styrelser har Økonomistyrelsen planlagt et tilbud om undervisning. Forløbet begynder i december 2024 og løber indtil april 2025. Undervisningen gennemføres som webinarer og består primært af moduler i hver af delkomponenterne SGO og SKR. Modulerne er ikke internt afhængige af hinanden, hvorfor modulerne således vil være relevante for forskellige medarbejdergrupper.

Der er også undervisning i Statens Brugerrettighedsadministration (SBA), som bruges til brugerrettighedsadministration.

Efter idriftsættelse og sideløbende med undervisningen vil der være mulighed for support.

Tidligere gennemførte webinarer kan tilgås via den statslige læringsportal Campus.

For brugere af SKR vil det mod egenbetaling ligeledes være muligt at deltage i undervisning i Power BI. Egenbetaling skyldes, at Power BI er en allerede implementeret løsning.

Se undervisningsplanen her (pdf) 

Læs mere om Statens Bevillings- og Regnskabsløsning (SBRL) og delkomponenterne