Statens HR forbedres løbende i tæt samarbejde med brugerne
09-10-2023
Digitale løsninger
Statens HR har igangsat 'Projekt Bedre Brugergrænseflade', der ved hjælp af brugernes feedback skal højne brugervenligheden i løsningen.
’Projekt Bedre Brugergrænseflade’ er iværksat for at gøre Statens HR mere brugervenlig og imødekommende. Projektet har til formål at forbedre brugeroplevelsen i Statens HR ved at øge overblik og overskuelighed og dermed gøre det nemmere for brugerne at udføre deres opgaver.
Brugerne har blandt andet bidraget til ændringer i løsningen ved at give feedback via serviceportalen og Økonomistyrelsens årlige brugertilfredshedsundersøgelse samt via dialog med brugergrupperne til Statens HR.
Sådan har vi gjort løsningen mere overskuelig
For at skabe overblik og overskuelighed i systemet har vi blandt andet udviklet vejledende skærmbilleder, oprettet hjælpetekster til felterne i Statens HR, samt omdøbt begreberne ”FTE”, som er blevet oversat til ”årsværk”, og ”almindelig”, som nu hedder ”fastansat”.
Overskueligheden er yderligere blevet styrket ved at omorganisere felter i Statens HR. Felter, som ikke bruges eller som er irrelevante skjules, og andre felter er flyttet eller tilføjet, så de passer bedre ind i den sammenhæng og rækkefølge, som felterne udfyldes i.
Vi udvikler fortsat løsningens brugervenlighed
Brugergrupperne, som består af Statens HR’s brugere og medarbejdere fra Team Statens HR, har ydet et stort bidrag til arbejdet. Alle ændringer har været i høring i brugergrupperne, og ændringer vedrørende omdøbning og skjulte felter har været i høring hos alle driftsansvarlige.
Projekt Bedre Brugergrænseflade har givet forbedringer i løsningen ved releases i marts, juni og september. Vi gennemfører også enkelte forbedringer i brugergrænsefladen i kommende releases med henblik på fortsat at højne brugervenligheden i Statens HR. Har I ønsker til ændret navngivning, hjælpetekster, flytning, skjul af konkrete felter med videre, så send dem gerne ind via serviceportalen, så ser vi, om de kan passe ind i dette eller et senere projekt.