I maj-august kommer Økonomistyrelsen på besøg i alle departementer som optakt til implementering af en ny løsning, som understøtter udarbejdelse af finansloven og statsregnskabet.
Økonomistyrelsen har nået en første vigtig milepæl i arbejdet med at systemudvikle en helt ny løsning, som skal understøtte udarbejdelse af finanslov og statsregnskab.
Vi er nu tæt på at være klar til at afprøve den ene del af løsningen, som skal anvendes i forbindelse med finansloven.
Som optakt til implementering af den nye løsning får alle departementer besøg fra Økonomistyrelsen. I maj-juni tager kontorchef Carina Priess Sørensen og projektleder Maria Beck Saarie rundt til departementerne. Her får økonomiledelsen en introduktion til den del af løsningen, som understøtter udarbejdelse af finansloven samt til det forestående implementeringsforløb.
I forlængelse af det første møde besøger Økonomistyrelsens implementerings-gruppe departementerne. Her vil teamet - i samarbejde med ministerierne - stille skarpt på den kommende forretningsunderstøttelse, herunder eventuelle behov for tilpasning af relaterede lokale forretningsprocesser.
Forventningen er, at begge møder er afviklet med udgangen af august 2023 hos de berørte institutioner.
I efteråret 2023 går Økonomistyrelsen i gang med at pilotteste den funktionalitet, som skal bruges til at udarbejde finansloven. Målet er at anvende den nye løsning fra 2024, når arbejdet med finansloven for 2025 går i gang.
Der er endnu ikke besluttet hvilke institutioner, der skal deltage i pilottest af løsningen.
Økonomistyrelsen er ligeledes i gang med at udvikle den del af løsningen, som fremover skal understøtte udarbejdelse af statsregnskabet. Denne del vil ligesom løsningen til understøttelse af finansloven blive pilottestet før egentlig implementering i 2025.
I dag understøttes finanslovs- og statsregnskabsprocesserne af Statens Koncernsystem (SKS) og Statens Bevillingslovsystem (SB). Begge løsninger udfases, når den nye løsning er fuldt implementeret.