33,1 milliarder i overskud på statsregnskabet

11-03-2022
Økonomi

På trods af store ekstraudgifter relateret til blandt andet covid19-pandemien, er der i 2021 et overskud på statsregnskabet på 33,1 mia. kr.. Her kan du få et hurtigt overblik over statsregnskabet for 2021.

""

Kontorchef for Statsregnskab, Erik Hammer:

”Ministerierne har også i 2021 haft et ekstra travlt regnskabsår i forbindelse med at udmønte de mange forskelligartede, covid19-relaterede indsatser og ordninger. Tilrettelæggelsen af statens regnskabsaflæggelse har heldigvis igen vist sig robust, så det på trods af de særlige udfordringer er lykkedes at færdiggøre statsregnskabet som vanligt.”

Både udgifterne og indtægterne på statsregnskabet er steget. Hvis man sammenligner regnskabsresultatet med året før, har der samlet set været udgiftsstigninger på 36,7 mia. kr., men samtidig er der også betydelige indtægtsstigninger på 84,3 mia. kr.

En væsentlig forklaring på udgiftsstigningen skal findes i indsatserne på sundheds-området samt videreførelsen af flere af de virksomhedsrettede hjælpepakker, der har haft til formål at afbøde de økonomiske konsekvenser af covid19-pandemien.

På indtægtssiden har fremgangen især været båret af merindtægter på 68,1 mia. kr. fra person- og selskabsskatter. Det er bedre end forventet og et markant tegn på, at dansk økonomi kom godt gennem coronakrisen i 2021.

Det fuldstændige statsregnskab for finansåret 2021 inklusive alle bevillinger forventes at blive fremlagt for Folketinget og offentliggjort den 24. marts 2022.