Markedsdialog om ny løsning til rejseafregning tager afsæt i brugernes ønsker

08-12-2022
Digitale løsninger

I december afholder Økonomistyrelsen markedsdialog for at blive klogere på eksisterende løsninger til rejseafregning og udlæg.

Markedsdialogen er næste skridt mod at finde statens nye løsning til afregning af rejser og udlæg. Kontrakten med den nuværende løsning, RejsUd, udløber i juni 2025.

Dialogen med leverandørerne står på skuldrene af brugerinterviews og brugerworkshops, som har bidraget til et skærpet indblik i brugernes ønsker og behov.

Det fortæller Kamilla Ekholdt Gregers, som er teamleder i Økonomistyrelsen med ansvar for både IndFak og RejsUd.

Stærkt fokus på brugernes behov

Med over 100.000 brugere, hvor en stor del alene anvender løsningen enkelte gange om året, er det helt afgørende at finde en ny løsning, som gør det så enkelt og effektivt som muligt at afregne rejser og udlæg.

Gennem brugerinterviews og brugerworkshops har teamet, som arbejder med analysen, udviklet personaer og brugerrejser for alle afregningsprocesser. Formålet har været at afdække brugernes nuværende frustrationer, behov og ønsker.

Det er denne viden, som udgør en stor del af materialet til markedsdialogen. Centralt for drøftelserne med leverandørerne er den gode brugerrejse for både rejsende, godkendere, kontrollanter og administratorer.

Markedet viser interesse

Økonomistyrelsen er glade for, at flere leverandører har vist interesse for at deltage i markedsdialogen. Markedsdialogen vil være med til at styrke indsigten i mulige it-løsninger og samtidig give indblik i tendenser og teknologiske strømninger, der bør tages højde for i en kommende løsning. Teamleder Kamilla Ekholdt Gregers slutter af:

En god brugeroplevelse er afgørende, når vi vælger en ny løsning. Vi glæder os til en informativ dialog med leverandører på markedet og er spændte på, om der findes eksisterende løsninger, som kan leve op til både brugernes og vores ønsker.