Kortvarig nedlukning af Statens eRekruttering

Økonomistyrelsen har den 4. november 2021 kortvarigt haft lukket for Statens eRekruttering for at imødegå potentielle trusler fra it-kriminelle.

Statens eRekruttering er det fælles system i staten, der dækker rekrutteringsprocessen fra indrykning af stillingsopslag til ansættelse. Systemet anvendes af de statslige myndigheder og en række selvejende institutioner. Systemet drives af Talentech, og nedlukningen er sket i samarbejde med leverandøren.

Der er ingen formodninger om, at systemet har været kompromitteret. Økonomistyrelsen har alene reageret præventivt på en potentiel og konkret trussel, der er set i udlandet. Her er det konstateret, at kontaktpersoner på jobopslag via SMS er blevet narret til at afgive deres login-oplysninger til systemet på en falsk hjemmeside.

Efter en kontrolleret og præventiv nedlukning af systemet er Statens eRekruttering oppe at køre igen, og ekstra sikkerhedsmæssige tiltag er implementeret.

Vi gør opmærksom på, at der ikke udsendes SMS’er fra Statens eRekruttering, og Statens eRekruttering benytter ikke bekræftelse med NemID i sin kommunikation med brugerne.

Modtager du kommunikation fra Statens eRekruttering, som giver anledning til tvivl om ægthed, opfordrer vi til, at du omgående kontakter supporten på Statens eRekruttering. Dette gør du via leverandøren Talentech’s kontaktformular: https://talentech-support.freshdesk.com/da/support/home

Økonomistyrelsen opfordrer til, at du som bruger af Statens eRekruttering – såvel som af de øvrige fællesstatslige systemer – som vanligt udviser agtpågivenhed og undlader at klikke på links, som du ikke kender og har tillid til. Endvidere opfordrer vi dig til at skifte adgangskoder med jævne mellemrum.