Økonomistyrelsen driver og udvikler en bred portefølje af it-systemer, som blandt andet giver overblik over økonomi, personaledata og lønudbetaling i staten - og der kommer løbende nye systemer til. I takt med at der kommer flere systemer til, stiger behovet for effektivt at kunne integrere både til og mellem de fællesstatslige administrative systemer. Derfor etablerer vi en ny, central integrationsplatform.
En integrationsplatform er kort fortalt et knudepunkt for kommunikation mellem systemer, der har behov for at udveksle oplysninger - i dette tilfælde de fællesstatslige administrative systemer og lokale fagsystemer hos statens institutioner og styrelsens samarbejdspartnere.
Den nye centrale integrationsplatform – i daglig tale CIP - udspringer af Økonomistyrelsens integrationsstrategi. Ifølge strategien skal integrationer til de fællesstatslige systemer som udgangspunkt gå via integrationsplatformen, så Økonomistyrelsen blandt andet får bedre overblik over integrationerne og dermed hurtigere kan yde support og foretage fejlfinding.
Vicedirektør i Økonomistyrelsen, Simon Schulian, siger:
”En moderne integrationsplatform er et vigtigt tandhjul i Økonomistyrelsens portefølje af fællesstatslige administrative systemer. Økonomistyrelsen anskaffer og udskifter løbende systemer, og dermed vokser behovet for sikker udveksling af data. Det er afgørende, at vi understøtter vores kunders voksende behov for sømløse integrationer til og mellem de fællesstatslige administrative systemer – det skal vores nye centrale integrationsplatform CIP sikre.”
CIP vil desuden gøre det billigere at udskifte systemer i Økonomistyrelsens systemportefølje, fordi man kun skal afholde omkostninger til at udskifte integrationen mellem det system, der skal udskiftes og CIP. Hvis for eksempel et system skal udskiftes i forbindelse med genudbud, er det kun integrationen mellem det nye system og integrationsplatformen, der skal genetableres. De øvrige systemer, som det udskiftede system integrerer til via integrationsplatformen, skal som udgangspunkt ikke foretage ændringer.
Det bliver muligt at etablere flere forskellige typer af integrationer med den nye integrationsplatform, for eksempel kan CIP understøtte konvertering og sammenstilling af data, så data passer til modtagerens behov samt realtidsnære integrationer.
Med realtidsnære integrationer vil oplysninger, du indtaster eller ændrer i ét administrativt system, kunne opdateres umiddelbart efter i et andet system. Det er relevant, hvis en arbejdsgang i det andet system for eksempel afventer en registrering af en medarbejder i Statens HR for at kunne komme videre.
Teamleder i kontor for Business intelligence, Implementering og Arkitektur, Carina Michele Birkholm Larsen, siger:
”CIP er et værdifuldt værktøj i vores arkitekturarbejde. Vi kan få overblik over eksisterende integrationer i realtid, og vi kan se, hvor meget integrationerne bliver brugt. Desuden vil det lette vores daglige arbejde med at finde ud af, hvorfor data ikke kommer frem – vi behøver bare at kigge i CIP’s log.”
Endvidere vil flere af de eksisterende system til system integrationer, der i dag ikke går via en integrationsplatform, efterhånden blive flyttet til CIP.
Økonomistyrelsen er ved at lægge sidste hånd på tests af CIP og forventer, at sætte systemet i drift i september 2021, hvorefter det eksisterende integrationspunkt ”ØDUP” gradvist vil blive udfaset over de følgende måneder.
Du skal ikke foretage ændringer i forhold til din integration til ØDUP, når vi skifter til CIP. Dog fjerner Økonomistyrelsen den eksterne brugergrænseflade, så hvis du hidtil har afleveret eller hentet filer manuelt via brugergrænsefladen, skal du fremover anvende Økonomistyrelsens filhenter/filafleverer eller etablere din egen integration til CIP.