Uvildig markedsafdækning af statens økonomisystem er skudt i gang

Primo 2021 tages beslutning om evt. genudbud af Navision Stat.

Navision Stat har i over 20 år understøttet effektiv økonomistyring i staten. Produktet er løbende blevet opgraderet og justeret for at inkludere nye teknologiske muligheder og imødekomme den forretningsmæssige efterspørgsel. Nu er der imidlertid behov for at løfte blikket for en vurdering af, om Navision Stat ligeledes er det rette system til at imødekomme fremtidens teknologiske og styringsmæssige krav.

Derfor er der i september igangsat en ekstern markedsafdækning med det formål, helt overordnet, at afdække, om Navision Stat fortsat vil være den bedste løsning for vores kunder, eller om der findes andre systemer på markedet, som med fordel kan erstatte Navision Stat. Der er i den forbindelse ingen tvivl om, at anskaffelse af nyt ERP-system til staten udgør en anseelig investering, og derfor skal markedsafdækningen være med til at sikre det bedst mulige beslutningsgrundlag for et produktstrategisk valg om igangsættelse eller udskydelse af et efterfølgende genudbud.

På nuværende tidspunkt er det for tidligt at konkludere noget. Analysearbejdet forventes færdigt i december 2020, således at der kan forelægge en beslutning primo 2021.