Tal fra OECD viser, at Danmark har en velfungerende offentlig sektor, hvor borgerne generelt set er ret tilfredse med alt fra sundhedssystemet til demokratiet.
I Økonomistyrelsen har vi en ambition om at gøre de mange forskellige data om staten langt mere tilgængelige og lette at anvende for alle med interesse i udviklingen af den offentlige sektor.
Det gælder også alle de data, som andre indsamler om os – fx OECD, der i deres seneste landerapport Government At A Glance, beskriver Danmark som et af de lande, hvor borgerne er mest tilfredse med det offentliges service.
Den gennemsnitlige tilfredshed i OECD-landene ligger omkring 50-70 procent, mens danskernes tilfredshed med eksempelvis sundhedssystemet og uddannelsessystemet ligger helt oppe på henholdsvis 88 og 84 procent.
I OECDs rapport bliver den offentlige sektor også vurderet på, hvor stor medindflydelse borgerne oplever at have på politikernes beslutninger. Her svarer 58 procent af danskerne, at de har indflydelse mod et OECD- gennemsnit på 37 procent.
Det går også godt i Danmark, når det handler om at gøre offentlige data mere tilgængelige. Danmarks score på OECD’s såkaldte modenhedsindeks for åbne data er således mere end fordoblet fra 2017 til 2019.
Du finder mange flere interessante tal om Danmark i OECDs landerapport 'Government At A Glance' her
I Økonomistyrelsen har vi huset fyldt med fælles tal og data om staten, som vi gerne vil dele ud af, så de bliver lette at anvende.
På vores digitale værktøj Staten i tal, kan borgere, medier og meningsdannere få nem og hurtig adgang til relevante data om staten. Værktøjet giver adgang til nøgletal om statsregnskabet og sygefravær i staten – og snart også tal for statens mange indkøb.