Nyt team skal udvikle statens lønsystem
31-08-2020
Økonomi
Digitale løsninger
Økonomistyrelsen har i dag landet en god aftale med it-virksomheden DXC, der stiller med et team af underleverandører. Teamet skal både sørge for sikker drift, og kan efter en grundig analyse løfte Statens Lønløsning over på en teknologisk moderne platform, så 375.000 ansatte fortsat får den rigtige løn og pension til tiden.
Da Økonomistyrelsen sidste sommer udbød kontrakten med at drifte, vedligeholde og videreudvikle Statens Lønløsning, var det et selvstændigt mål at sikre en reel konkurrenceudsættelse, så staten får den bedste kvalitet i et nyt lønsystem til den bedste pris.
Og det mål er nået, mener vicedirektør i Økonomistyrelsen, Simon Schulian - også selvom kun en ud af de tre prækvalificerede leverandører i sidste ende valgte at byde på opgaven.
Vi er rigtig glade for, at det efter flere forhandlingsrunder er lykkedes at lande en rigtig god aftale med it-virksomheden DXC og deres underleverandørteam bestående af KPMG, Netcompany og Scott/Tiger.
Fremtidssikret lønsystem
Kontrakten til en samlet værdi af 375 millioner kroner blev underskrevet af partnerne i dag.
Vicedirektør i Økonomistyrelsen, Simon Schulian:
Når vi har gennemført en grundig analyse, står det nye leverandørteam over for at skulle løfte den utidssvarende legacy-løsning over på en teknologisk moderne platform. Det betyder, at flere nye leverandører om nogle år vil kunne arbejde videre med løsningen i et fremtidigt udbud. Samtidig vil der hele tiden være fokus på sikker drift, så de 375.000 ansatte og pensionerede tjenestemænd i staten fortsat får udbetalt den rigtige løn og pension til tiden.
Attraktivt udbudsmateriale
Økonomistyrelsen lægger ikke skjul på, at der har været tale om et udbud på et smalt marked, hvor alle og enhver ikke bare kan byde ind. Kun få leverandører har det mainframe-setup i Danmark, der er nødvendigt for at kunne håndtere driften af et så vitalt it-system i staten, hvor data af sikkerhedsmæssige årsager skal være placeret på dansk grund.
Vi har gjort alt, hvad vi kunne i vores markedsdialog og udarbejdelse af udbudsmateriale for at gøre det så attraktivt og ligetil som muligt for flere leverandører at byde på opgaven og dermed skabe reel konkurrence, men det er et ret smalt marked. Derfor er vi også stolte over, at det faktisk lykkedes at prækvalificere tre leverandører, der hver især repræsenterede meget stærke leverandørkonstellationer. Og så er vi glade for, at det til sidst lykkedes at lande en god aftale med DXC.