Hvad mener statens medarbejdere om vores service?

36.000 medarbejdere i staten har i en stor brugerundersøgelse svaret, at de gennemsnitligt set er ’tilfredse’ med Moderniseringsstyrelsens ydelser - alt fra vores netværksgrupper til it-systemer. Men de peger også på, at der er behov for, at brugerne bliver inddraget mere i udviklingen af systemerne.

""

I efteråret fik over 100.000 medarbejdere i staten mulighed for at svare på, hvor tilfredse de er med en række af de mange serviceydelser Moderniseringsstyrelsen leverer til de statslige institutioner, blandt andet it-systemer, netværksgrupper, workshops og e-læringskurser.

Hele 36.000 medarbejdere svarede på brugerundersøgelsen. Og den gennemsnitlige tilfredshed hos brugerne ligger på 4,0 på en skala fra 1 til 5. Gennemsnittet for, hvorvidt vores brugere vil anbefale vores service til andre, ligger på 4,1.

Det er især styrelsens netværk, der er populære blandt medarbejderne. Her er gennemsnittet helt oppe på 4,3, mens tilfredsheden med it-systemerne ligger lidt under gennemsnittet på 3,7.

Poul Taankvist, direktør i Moderniseringsstyrelsen:

Jeg er meget stolt over, at så mange medarbejdere i staten har givet vores service så høje karakterer, men det er næsten endnu bedre, at over 6.000 også har givet sig tid til at fortælle os, hvor vi kan blive endnu bedre. Et af de vigtige budskaber fra brugerne er, at de gerne vil inddrages mere i udviklingen af vores it-systemer, som i øvrigt gerne må være mere brugervenlige. Det lytter vi naturligvis til, når vi nu skal til at se på, hvordan vi konkret kan forbedre vores service.     

Moderniseringsstyrelsen fortsætter i 2020 med at evaluere sin service på en række områder. Det sker blandt andet efter netværksmøder og workshops.