Udbredelse af e-handel

E-handel bidrager til at professionalisere og effektivisere de offentlige indkøb på tværs af den offentlige sektor. For at sikre et effektivt ressourceforbrug i forbindelse med offentlige indkøb er det pr. 1. januar 2025 et krav at e-handle på udvalgte områder, som fremgår af denne side.

Krav om e-handel i offentlige indkøb fremgår af Bekendtgørelse om e-handel i offentlige indkøb, der træder i kraft 1. januar 2025, men hvor 2025 er et indfasningsår mhp. at sikre implementering af nødvendig it-understøttelse.

I følge bekendtgørelsen offentliggør Økonomistyrelsen områderne omfattet af kravet om e-handel. Økonomistyrelsen vil løbende opdatere denne liste. De omfattede områder samt områdebeskrivelserne findes her på siden. Listen over omfattede områder er udformet som en positivliste, der skal fortolkes bredt. Listen er dermed ikke en udtømmende liste.

Formålet med kravet er at bidrage til arbejdet på tværs af den offentlige sektor med at professionalisere og effektivisere de offentlige indkøb. En analyse har faktisk vist, at langt størstedelen af offentlige myndigheders ressourceforbrug til udbud og indkøb går med at bestille og betale for varer og tjenesteydelser. Med andre ord kan e-handel spare tid, penge og ressourcer, som kan bruges bedre på andre kerneopgaver. For dermed at sikre et effektivt ressourceforbrug for de offentlige indkøb, aftalte regeringen med hhv. KL og Danske Regioner i økonomiaftalerne for 2025 at indføre krav om e-handel på udvalgte områder inden for indkøb i den offentlige sektor.

Områder omfattet af Bekendtgørelse om e-handel i offentlige indkøb

Kontorartikler

Kontorartikler refererer til de forskellige redskaber og materialer, der anvendes på kontorer til at udføre administrative opgaver. Området omfatter bl.a. papir, kuglepenne, blyanter, mapper, hæftemaskiner, kalendere og lign.

Møbler

Møbler refererer til genstande, der bruges til at udstyre og indrette standardiserede rum i institutioner, såsom kontorer og andre bygninger. Området inkluderer bl.a. stole, borde, skabe og lign.

AV-udstyr

AV-udstyr refererer til et standardiseret udvalg af audiovisuelt udstyr, der anvendes til at forbedre kommunikation og præsentationer. Området omfatter bl.a. projektorer, skærme, videomødeudstyr og tilknyttede ydelser.

Tablets

Tablets refererer til en type tavleformet databehandlingsenhed med en berøringsfølsom skærm, der giver brugerne mulighed for at navigere og interagere uden behov for et fysisk tastatur eller mus. Området omfatter tablets med forskellige lagringsmuligheder, netværksmuligheder og skærmstørrelser, der bl.a. er kompatible med de styresystemer, den ordregivende organisation anvender.

Computere og it-tilbehør

Computere og it-tilbehør refererer til en bred vifte af elektroniske enheder og tilbehør, der bruges til at udføre forskellige opgaver inden for informationsteknologi på administrative arbejdspladser samt ved skolebrug. Området omfatter bl.a. stationære og bærbare computere, tastaturer, mus, eksterne harddiske, og skærme.

Telefoni

Telefoni refererer til teknologier og enheder, der muliggør stemmekommunikation over afstande. Området omfatter bl.a. fastnettelefoner, mobiltelefoner, telefoniterminaler samt mobiltilbehør.*

Storkøkkenudstyr

Storkøkkenudstyr refererer til professionelle apparater og redskaber, der anvendes i kommercielle køkkener og kantiner. Området omfatter bl.a. gryder, pander, knive, blendere, bestik, tallerkner og kopper.

Fødevarer

Fødevarer refererer til et bredt sortiment af økologiske, konventionelle og plantebaserede spiselige produkter. Området omfatter bl.a. frugt, grøntsager, kød, fisk, mejeriprodukter, kornprodukter, færdigretter, konfekture, tørvarer og kolonialvarer.

Kaffe og te

Området kaffe- og te henviser til indkøb af forarbejdede kaffebønner og teblade, der skal anvendes til fremstilling af primært varme drikkevarer.

Lyskilder

Lyskilder refererer til de enheder, der producerer lys og bruges til belysning af rum og områder. Området omfatter bl.a. lysstofrør, LED- pærer og halogenpærer.

Forbrugsartikler

Forbrugsartikler refererer til de en række varer, der forbruges regelmæssigt og ofte udskiftes. Området omfatter bl.a. toiletpapir, rengøringsmidler, papirhåndklæder, batterier, tandpasta samt en række andre engangsartikler

Bleer

Bleer refererer til de absorberende beklædningsgenstande, der bruges til at opsamle urin og afføring hos spædbørn og småbørn.

Høreapparater

Høreapparater refererer til de elektroniske enheder, der hjælper personer med høretab ved at forstærke lyde. Området omfatter kun selve høreapparatet.

Legetøj

Legetøj refererer til genstande designet til at underholde og stimulere børn gennem leg. Området omfatter bl.a. dukker, byggesæt, biler, puslespil og elektroniske legetøj.

 

* Grundet tvivlsspørgsmål bemærkes det, at telefonabonnementer ikke er omfattet af området ’telefoni’.