Statens Refusion har fået 4 nye refusionstyper

Den 17. maj blev Statens Refusion udvidet med 4 nye refusionstyper. Læs om status på videreudviklingen af løsningen og hvilke fordele, det har for de medarbejdere, som skal anmelde og ansøge om refusion.

""

Status på projektet

Siden Statens Refusion blev taget i brug i efteråret 2023, har vi arbejdet på at videreudvikle løsningen. Det har indtil nu været muligt at anmelde og ansøge om refusion for sygdom og barsel. Nu har vi fået tilføjet de nye refusionstyper:

  • Pasning af alvorligt sygt barn
  • Løntilskud
  • Ressourceforløb
  • Voksenlærling

Det betyder, at det nu bliver nemmere for sagsbehandleren at anmelde og ansøge om refusion for disse typer af fravær. 

Med de nye refusionstyper er vi godt i gang med at få færdigudviklet Statens Refusion. I løbet af efteråret vil de sidste refusionstyper blive en del af løsningen. Det er blandt andet typerne 'Personlig assistance' og 'Fleksjob'.

Statens Refusion letter arbejdet

Statens Refusion er et tilbud til de institutioner, der i forvejen anvender Statens Lønløsning. Løsningen hjælper med at bevare overblikket over refusionsansøgningerne og letter arbejdet ved at genanvende data fra Statens Lønløsning. Statens Refusion kan blandt andet hjælpe med at overholde tidsfrister og dermed mindske risikoen for ikke at få ansøgt refusion til tiden. 

Sådan tilmelder du din institution

Det er muligt for institutioner, der anvender Statens Lønløsning, at tilmelde sig Statens Refusion. Tilmelding sker på Statens Administrations Serviceportal. Klik på 'Statens Løn og HR' og vælg 'Statens Refusion - Bestilling' i højre side.

Bemærk, at kunder, der får varetaget deres løn- og refusionsadministration hos Statens Administration, ikke skal benytte den nye løsning. Det er Statens Administration som shared service-center, der håndterer refusionsindberetningerne fra kunderne.

Læs mere om Statens Refusion og tilmelding under 'Aktuelle projekter'