Giv jeres betalingssystemer et servicetjek

Der er et stort potentiale i at styrke kontrol og sikkerhed i de statslige it-systemer, der har med udbetalinger at gøre. Derfor har vi udgivet en vejledning, som kan bruges til et servicetjek af, om it-systemerne lever op til minimumskravene.

Økonomistyrelsen styrker sin indsats i forhold til at vejlede, rådgive og sparre med de statslige institutioner om, hvordan de bedst kan tilrettelægge et godt internt kontrolmiljø.

Der er et særligt stort potentiale i at sikre stærke automatiske kontrolfunktioner i de it-systemer, som også står for udbetalinger. Derfor har vi udarbejdet en vejledning til de statslige institutioner, der ikke benytter Økonomistyrelsens it-systemer med indbyggede sikkerhedskontroller. Det kan fx handle om fagsystemer, der integrerer til de fællesstatslige systemer.

Hurtigt og nemt overblik over minimumskrav

Vejledningen giver et hurtigt og nemt overblik over de krav, der som minimum bør være opfyldt. Her gennemgår vi lovkrav, systemkrav, applikationskrav og tekniske krav, som kan læses samlet eller i uddrag. Vejledningen kan både benyttes som et sikkerhedsmæssigt servicetjek eller forud for nyanskaffelser.

Vicedirektør i Økonomistyrelsen, Simon Schulian, siger:

Stærkere systemmæssig kontrol er et vigtigt område, når vi ønsker at undgå sikkerhedsbrud og svig. Derfor kan jeg kun opfordre it-ansvarlige, systemejere og økonomichefer i statslige og selvejende institutioner til at gennemgå de minimumskrav, der bør være til it-systemer, der har med udbetalinger at gøre.

Download 'Vejledning for Løsningsarkitektur for betalingsafledede systemer'