Økonomistyrelsens Campus-tilbud forlænges til den 1. juni

07-05-2020
Digitale løsninger

Mange kommuner og uddannelsesinstitutioner har taget godt imod Økonomistyrelsens tilbud om køb af midlertidig adgang til Campus’ e-læringskurser. På baggrund af dette samt de seneste udmeldinger fra regeringen, forlænger vi derfor tilbuddet, så alle offentlige institutioner kan bestille en smartkode til deres medarbejdere indtil den 1. juni.

""

Alle medarbejdere, som allerede har oprettet sig med en smartkode, får forlænget deres adgang til Campus indtil den 31. august. 

Fælles offentligt kursuskatalog er vejen frem

Visionen for Campus er at blive dén fælles offentlige læringsplatform, hvor alle tilsluttede offentlige institutioner deler kurser, som er relevante for den offentlige sektor. Denne idé har stort potentiale, da vi oplever, at de 140 e-læringskurser i Campus er relevante for mange medarbejdere, uanset hvilken del af den offentlige sektor de kommer fra – der er noget for alle. 

Det at kurserne spænder bredt fagligt er en stor fordel, og vi har udleveret smartkoder til mange faggrupper. Det er vores oplevelse, at det er en stor fordel, at Økonomistyrelsen stiller muligheden til rådighed; Hvis tiden ikke udnyttes fuld ud med at varetage kerneopgaven, så kan Campus understøtte kompetenceudvikling og læring. Fordi spændvidden i udbuddet er så bredt, så er der optimal mulighed for at blive dygtigere til faglige emner, som man muligvis ikke ellers ville have fordybet sig i.

Lotte Holck Jensen, HR-udviklingskonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune

Se kursuskataloget med e-læringskurser her (pdf)

Digital læring viser sine styrker

I disse tider, hvor vi ikke kan mødes fysisk, er digital læring blevet særligt populært til kompetenceudvikling. Mange har fået øjnene op for, at disse læringsformer ofte kan opfylde samme læringsbehov som tilstedeværelsesundervisning eller bruges som supplement til undervisningen. 

E-læring er allerede bredt udbredt i vores kommune - hvor undervisning og vejledninger i høj grad understøttes af virtuelle løsninger. Vi finder at kvaliteten i undervisningsmodulerne på Campus er høj, hvilket styrker læringsudbyttet og motivationen til at tage flere undervisningsforløb. Vi håber derfor at tilbuddet om at benytte Campus kan være en mulighed, så længe der er medarbejdere med hjemmearbejde. 

Lotte Holck Jensen, HR-udviklingskonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune

Det er hurtigt og let for organisationen at komme i gang:

Det koster 105 kr. pr. person, og alle der har oprettet sig med smartkoden har adgang til Campus indtil den 31. august. Medarbejderne kan få adgang til kurserne ca. to arbejdsdage efter bestilling.

  • Du bestiller en smartkode via en bestillingsblanket, som udfyldes og sendes til . Den fungerer ligesom en rabatkode, når man køber ind på nettet. 
  • Smartkoden deles ud til de medarbejdere, som skal have adgang til e-læringskurser.
  • Medarbejderne opretter sig på platformen og indtaster smartkoden, hvorefter de har adgang til Campus og e-læringskurserne.