Campus udgiver løbende forbedringer og nye kurser til kataloget.
PET's efterretningstjeneste meldte så sent som den 28. maj, at indsatsen mod spionage fylder mere i deres daglige arbejde. I begyndelsen af maj blev det meddelt, at truslen fra fysisk spionage fra Rusland i Danmark er skærpet.
Det kan du læse mere om på PET's hjemmeside her.
Deres nyhed understreger, hvor stor betydning viden om sikker håndtering af informationer i staten har. Derfor har PET også udviklet et kursus med titlen ”Sådan Klassificerer Du Information”. Alle medarbejdere, der arbejder med vigtig information, burde gennemføre dette kursus.
Du finder kurset i CAMPUS her!
Vi er glade for at kunne fortælle, at vi har opdateret vores vigtige kursus Det gode notat. Kurset er en del af emneområdet Skriv klart og entydigt, som mere end 3.000 brugere har gennemført. Opdateringen har særlig fokus på notatets firklang.
Kurset beskrives i Campus på følgende måde: Skriver du mange notater, beslutningsoplæg og covers – og har mange sager, der skal ind i et godkendelsesflow? Så kan du få gavn af at blive bevidst om, hvordan du løser dilemmaet om det korte og skarpe notat, der alligevel er fagligt korrekt og dækkende. I kurset Skriv klart og entydigt – det gode notat lærer du, hvad du burde være opmærksom på, når du skriver notater – uafhængigt af, hvilken metode for notatskrivning I følger hos jer.
Kurset bygger på erfaringer fra mange års undervisning i notatskrivning i forskellige statslige organisationer og tager højde for de forskellige metoder, der anvendes forskellige steder – og for de forskellige notater.
Vi har opdateret kursets lektion om at ramme målgruppen med en skærpet firklang. Notatets firklang er en ultrakort læsevejledning i begyndelsen af notatet, der giver læseren en forståelse for de mest væsentlige aspekter af notatet på få sekunder. Firklangen omfatter fire elementer, nemlig indhold, relevans, aktion og proces/politik. Disse elementer danner tilsammen akronymet IRAP – nemt at huske og endnu mere meningsfuldt end tidligere.
Åbn kurset som enkeltkursus i CAMPUS her eller find det i kategorien Kommunikation, hvor du også finder de andre kurser inden for emnet Skriv klart og entydigt.