Opgradering af Navision Stat udskydes til oktober 2022

31-01-2022
Systemer

Navision Stat udskyder opgraderingen til en ny standardversion men frigiver den 2. maj 2022 udvalgte funktionalitetsændringer i NS version 9.9.

Økonomistyrelsen har besluttet at udskyde frigivelsen af Navision Stat version 11.0, som indebærer en opgradering af Navision Stat-platformen fra Microsofts standardversion Dynamics NAV 2016™ til Dynamics NAV 2018™. Oprindeligt var planen at frigive NS11.0 den 2. maj 2022, men denne dato flyttes nu til 31. oktober 2022.

Vi prioriterer sikkerhed og kvalitet

Beslutningen er truffet for at give de bedste rammer til at kunne levere et produkt, der lever op til vores krav til sikkerhed og kvalitet. En væsentlig årsag er, at analysen af den nye standardversion har vist et større behov for test af de statslige tilretninger end ventet. Samtidig er udskydelsen også påvirket af den overordnede prioritering af Økonomistyrelsens ressourcer til øvrige projekter.

Den nye frigivelsesdato er lagt inden for vores normale årshjul, hvor større versioner frigives i oktober, og under hensyn til afledte konsekvenser for vores kunder og samarbejdspartnere.

Navision Stat version 9.9 tilgodeser primært obligatoriske krav

Udskydelsen medfører, at vi den 2. maj 2022 frigiver en ny Navision Stat-version NS9.9. Denne version indeholder enkelte ændringsønsker med særlig høj prioritet og en række obligatoriske krav, bl.a. integrationen til Ny generation Digital Post (NgDP), understøttelse af nye certifikattyper i NemHandel Infrastrukturen (RASP 3.0) og implementeringen af ny version af dokumentformater til elektronisk fakturering.

Få løbende information om NS9.9 på Navision Stats releasesite