Nu bliver der sat strøm til statens taxikørsel

09-04-2021
Økonomi Indkøb

Fra i dag bliver en stor del af statens taxiture både markant billigere og mere grønne. Økonomistyrelsen har nemlig i dag underskrevet en fællesstatslig rammeaftale med Dantaxi, der frem mod 2025 vil indebære mange flere ture i elbiler. Den nye taxiaftale er helt på linje med regeringens grønne indkøbsstrategi.

Som udgangspunkt skal ansatte i staten benytte offentlig transport, når de rejser i Danmark, men når en taxi er den mest oplagte løsning, så vil taxituren fremover blive med meget mindre wroom og udlede betydeligt mindre drivhusgas.

Som en del af strategien om at gøre de offentlige indkøb væsentligt mere grønne, har Økonomistyrelsen udbudt en fællesstatslig rammeaftale om taxikørsel, der gradvist vil reducere udledningen af drivhusgasser frem mod 2025. Og her blev det Dantaxi, der i konkurrence med flere andre taxiselskaber kunne levere den største andel af taxiture i el- og hybridbiler til de mest konkurrencedygtige priser.

Helt konkret betyder aftalen, at staten har opnået en besparelse på over 20 procent i forhold til den tidligere tværministerielle aftale. Samtidig har taxiselskabet kontraktligt forpligtet sig til - år for år - at køre et gradvist større antal taxiture for staten i elbiler frem til og med 2024.

Endvidere betyder det, at Dantaxi vil nå op på at køre 100 procent af sine ture i Region Hovedstaden i elbiler i 2024, mens selskabet  i det demografisk anderledes Region Syddanmark vil være oppe på 95 procent af sine ture i el- eller hybridbiler i 2024.

I gennemsnit vil Dantaxi de næste fire år køre 89 procent af turene i Region Hovedstaden med elbiler og næsten halvdelen af turene i regionerne Syddanmark, Sjælland, Midtjylland, Nordjylland og på Bornholm med elbiler.

Vicedirektør i Økonomistyrelsen, Hanne Lund-Christensen:

Jeg er meget begejstret for at kunne underskrive kontrakten med et taxiselskab, der med sit tilbud har vist, at vi kan indgå grønne indkøbsaftaler i staten, der både leverer konkurrencedygtige priser og tager den grønne omstilling alvorligt. Som udgangspunkt skal vi som statsansatte hoppe på cyklen eller benytte offentlig transport, men når en taxi indimellem er nødvendig, så vil det fremover være en transportform, der gradvist udleder mindre og mindre drivhusgas.