Vi gør det let at få indsigt i statens tal og data

18-05-2020
Økonomi Indkøb Digitale løsninger

Økonomistyrelsen har huset fyldt med fælles tal og data om staten, som vi gerne vil ’talknuse’ og dele ud af, så de bliver lette at anvende. I dag udkommer vi med en praktisk analytikerhåndbog, som giver ledere og medarbejdere i staten et overblik over, hvordan fællesadministrative data kan bidrage til analyser og en bedre brug af ressourcerne.

""

Tal og data er nøglen til ufattelig meget viden, men de store mængder af rå og komplekse data kan være svære at tilgå og få brugbar viden ud af. Derfor har vi i Økonomistyrelsen en ambition om at gøre statens mange data langt mere tilgængelige og lette at anvende for alle med interesse i udviklingen af den offentlige sektor.

Et af de områder, hvor vores fællesadministrative data kan gøre stor nytte, er hos lederne og medarbejderne i staten. De har brug for let adgang til at trække relevante og præcise tal i vores systemer om fx sygefravær eller økonomistyring. På denne måde kan de bedre prioritere mellem opgaver og ressourcer og sætte retning for udviklingen af deres organisationer.

Som en del af Økonomistyrelsens nye datastrategi udgiver vi derfor nu en analytikerhåndbog, som giver overblik over det fællesadministrative datalandskab og beskriver, hvordan man som leder og medarbejder bedst kan bruge tallene, så de understøtter enkel og værdiskabende styring og ledelse.  

Se Økonomistyrelsens analytikerhåndbog her.

Vicedirektør i Økonomistyrelsen, Hanne Lund-Christensen:

Med vores datastrategi sikrer vi, at de tal, vi stiller til rådighed, er lettere at tilgå og bruge for de statslige og selvejende institutioner. Det gælder i øvrigt også for vores egne analytikere, der hjælper fx journalister, meningsdannere og forskere med at ’talknuse’ de komplekse data.

Et af vores konkrete tiltag i datastrategien er en analytikerhåndbog, der giver overblik over datalandskabet. Det kan være gavnligt, hvis man eksempelvis skal udarbejde ledelsesinformation og beslutningsoplæg, eller har brug for andre datafremstillinger om personaleressourcer, indkøb eller økonomi.

Læs mere om Økonomistyrelsens andre strategiske tiltag, der skal styrke anvendelsen af data i staten

Fakta om analytikerhåndbogen

Analytikerhåndbogen er et brugbart værktøj til ledere og medarbejdere i staten, der anvender fællesadministrative data fra Økonomistyrelsens systemer til analytiske formål.

Analytikerhåndbogen bidrager til tre ting:

  • Den skaber overblik ved at beskrive, hvilke data der er tilgængelige for de statslige institutioner, hvordan data er bearbejdet, og hvor data kan findes.
  • Den sikrer gennemsigtighed om nøgletallene med eksempler på fortolkninger, så de statslige institutioner selv kan beregne og anvende tallene til lokale formål.
  • Den inspirerer til, hvordan man som statslig institution selv kan gå til typiske analyser på baggrund af fællesadministrative data. Det kan være detaljerede oplysninger om fx sygefravær eller lønsammensætning.

Se Økonomistyrelsens analytikerhåndbog her.