Bliv klogere på den ny ferielov
08-11-2019
Digitale løsninger
Få styr på overgangsordning, hensættelse af feriemidler og fondsferiedage. Et nyt e-læringskursus i Campus giver dig overblik over, hvad du som økonomi-, løn- eller HR-medarbejder skal være opmærksom på ved den nye ferielov.
Den ny ferielov træder i kraft 1. september 2020. Det betyder, at vi optjener og afholder ferie på en anden måde end tidligere.
For at understøtte den bedst mulige overgang til de nye regler har vi dels produceret en introduktionsvideo om ferieloven generelt, som henvender sig alle medarbejdere, dels et e-læringskursus specifikt målrettet økonomi-, løn- og HR-medarbejdere.
Du finder introduktionsvideoen og e-læringskurset i Campus under e-læringskategorien Lovgivning eller ved at søge på ”ferielov”.
Overgangsordningen i den nye ferielov
E-læringskurset gør dig klogere på de nye begreber og regler, som ferieloven introducerer, og giver relevant viden om, hvordan loven påvirker dit arbejde fx når du som lønmedarbejder håndterer medarbejdernes feriepenge. Kurset fokuserer særligt på overgangsordningen ifm. ferieloven og hvad du skal være opmærksom på her i overgangsperioden – dvs. i de næste 10 måneder indtil den nye lov træder i kraft.
Kurset omhandler:
- Fonden for lønmodtagernes feriemidler
- Opgørelse af midler og indbetaling
- Arbejdsgivernes betalingsmuligheder
- Lønmodtagernes tilgodehavende
- Fondsferiedage
Introduktionsvideoen og e-læringen er udviklet af Finanssektorens uddannelsescenter. Indholdet er kvalitetssikret af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, en del af Beskæftigelsesministeriet.
Tilmeld dig nyheder om dine læringsmuligheder i Campus
Vi udvikler løbende nye e-læringskurser i Campus, som kan være interessante for dig som medarbejder. For nylig er kurser om ytringsfrihed, ferielov og feedback kommet på, og mere læring er hele tiden på vej.
På Moderniseringsstyrelsens hjemmeside kan du nu tilmelde dig nyhedsbreve om e-læring i Campus differentieret på temaerne ”Det offentlige som arbejdsplads”, ”Personlige værktøjer og metoder” og ”Ledelse og HR”. Denne differentiering gør, at du som medarbejder kan holde dig opdateret om lige netop den type læring, som du finder interessant.
Ud over nyhedsbreve om e-læring kan du tilmelde dig et nyhedsbrev om Moderniseringsstyrelsens fysiske kurser.
Klik her for mere information og tilmelding af nyhedsbreve