Intern kontrol og tilsyn

Den øverste ledelse har ansvaret for at sikre fastlæggelse og efterlevelse af forsvarlige forretningsgange, der følger gældende regelsæt og sikrer tilstrækkelig kontrol og tilsyn.

Den interne kontrol i de statslige institutioner omfatter både kontrol af finansielle og ikke-finansielle processer. Ikke-finansielle processer er fx kontrol med it-infrastruktur, it-drift, sagsbehandlings- og journaliseringskrav, anlægsaktiver mv.

Tilsynet omfatter underliggende institutioners varetagelse af offentlige midler, herunder opgavevaretagelse, tilrettelæggelse af finansielle processer og procedurer, it-sikkerhed og kvaliteten af de underliggende institutioners interne kontrolsystemer. Gennem tilsynet sikrer ledelsen en forsvarlig forvaltningen af de offentlige midler for hele ministerområdet. De underliggende institutioner tilrettelægger selv og ejer deres lokale kontrolsystemer og risikostyring, men departementet har ansvar for at tilse, at kontrolsystemerne er tilstrækkelige. Yderligere er departementet ansvarlige for at sikre udbedring ved brud på regler og krav samt at følge op på kritiske revisionsbemærkninger fra den interne eller eksterne revision.

Ministerier, virksomheder og regnskabsførende statslige institutioner skal udarbejde instrukser, der beskriver, hvordan institutionerne sikrer en forsvarlig organisatorisk og opgavemæssig placering og tilrettelæggelse af den interne kontrol og risikostyring. Læs mere om instrukserne.

Bestemmelser om intern finansiel kontrol

Af Regnskabsbekendtgørelsen, om statens regnskabsvæsen, fremgår konkrete regler ift. tilrettelæggelsen af det interne kontrolsystem i offentlige institutioner. Reglerne omhandler bl.a. kontrol af interne finansielle processer for at sikre en korrekt regnskabsaflæggelse.

 

Finansiel proces

Finansielle processer dækker over alle transaktioner ift. regnskabet, herunder ud- og indbetalingsstrømme. Det kan fx være udbetaling af puljetilskud, udbetaling af løn, køb af varer og tjenester, overførselsindtægter fra kommuner, returkommission mv.

Ifølge Regnskabsbekendtgørelsen skal der i det interne kontrolsystem bl.a. sikres funktionsadskillelse - dvs., at der er personmæssig adskillelse mellem den, der registrerer et indkøb og den, der gennemfører betalingen.

Den finansielle interne kontrol skal i størst muligt omfang foregå digitalt med brug af færrest mulige ressourcer og størst mulig automatisering. I Vejledning om intern finansiel kontrol kan du læse mere om, hvordan et internt kontrolsystem kan tilrettelægges. I Vejledningen fremgår det eksisterende regelsæt og der beskrives en fremgangmåde for at udpege risici, hvordan der kan prioriteres, hvilke finansielle processer der skal indgå i en kontrolsystem samt hvordan relevante kontroller kan udformes. Læs mere i Vejledningen om intern finansiel kontrol.