Nedskrivning af fordringer

Budgetvejledningen, punkt 2.4.6

Restancer inddrives af Gældsstyrelsen som restanceinddrivelsesmyndighed, jf. lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Fordringer overgivet til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden skal nedskrives på baggrund af restanceinddrivelsesmyndighedens oplysninger om, hvor sandsynligt det er, at fordringer kan inddrives.

Restanceinddrivelsesmyndigheden fremsender oplysninger herom til fordringshaver umiddelbart i forlængelse af, at fordringer er modtaget til inddrivelse. Herudover skal restanceinddrivelsesmyndigheden minimum en gang om året fremsende oplysninger om sandsynligheden for inddrivelse af offentlige restancer til fordringshaverne.

Når restanceinddrivelsesmyndigheden meddeler, at inddrivelse er ophørt, skal fordringer afskrives i regnskabet.

For fordringer, som ikke overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, skal udgiften til nedskrivning afholdes, når opkrævning af kravet vil være forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger, eller er konstateret udelukket, f.eks. på baggrund af et konkursdekret.

Øvrige fordringer kan nedskrives, når der er indikationer på, at fordringshaver ikke vil modtage det fulde skyldige beløb.

Er der tale om væsentlige merudgifter, skal Finansministeriet orienteres på det tidligst mulige tidspunkt med forslag til finansiering, jf. punkt 3.1.1.1. Særligt om bevillinger under delloftet for driftsudgifter.

De konkrete retningslinjer for håndtering af afskrivning og nedskrivning af fordringer er be-skrevet på ØAV i Vejledning om den regnskabsmæssige håndtering af tilgodehavender og udlån.